Bunkerne begynder at hobe sig op

Straks klokken havde slået 20, blev valghandlingen erklæret for afsluttet i Himmelev-Hallen (og alle andre steder), og derefter gik der kun fø øjeblikke, før de første kasser fyldt med stemmesedler blev tømt ud på bordene.

Forude ligger et par timers hårdt arbejde med at lægge stemmesedlerne i bunker.

Første skridt: At opdele sedlerne i tre bunker - dem med kryds ved liste A, dem med kryds ved liste V, og dem med kryds på alle andre lister.

Særligt én krydsede fingre for en stor bunke med V-stemmer: Lars-Christian Brask. Hans navn er at finde på stemmesedlen for første gang, og han havde en god fornemmelse af, at han i morgen, når de personlige stemmer er talt, vil kunne kalde sig folketingsmand.

Indtil da må han nøjes med at glæde sig over, at vælgerne i Himmelev og Veddelev var blandt de allermest flittige til at stemme. Stemmeprocenten i Himmelev-Hallen nåede 91,05.