Briter i Danmark får forlænget frist til at søge opholdstilladelse

Over 300 briter, der missede deadline om fortsat ophold i Danmark efter brexit, kan nu søge igen.

Britiske statsborgere i Danmark får nu forlænget ansøgningsfristen for at søge fortsat ophold i Danmark.

Det oplyser Udlændinge- og Integrationsministeriet i en pressemeddelelse.

Fristen udløb oprindelig 31. december 2021. Politiken og Ekstra Bladet kunne dog beskrive, hvordan over 300 briter i Danmark ikke nåede at søge om opholdstilladelse inden deadline.

Flere briter blev aldrig orienteret af danske myndigheder om, at de efter brexit skulle forny deres opholdstilladelse. De stod dermed til at blive udvist fra Danmark.

Opholdsretten i Danmark udløb, fordi Storbritannien forlod EU og dermed ikke længere var en del af EU-reglerne om fri bevægelighed.

I februar lød det så fra udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S), at en løsning var på vej.

Nu er ansøgningsfristen blevet forlænget til udgangen af 2023.

– Jeg er rigtig glad for, at vi har fundet denne løsning. Det har hele tiden været regeringens intention at gøre det nemt og smidigt for de herboende britiske statsborgere at blive i Danmark, siger Kaare Dybvad Bek i pressemeddelelsen.

– Der er nogle, der ikke nåede at søge, og dem vil vi gerne give en ekstra chance. Derfor glæder det mig, at alle briter, der ansøgte for sent, nu får mulighed for at få deres ansøgning behandlet, så de kan fortsætte deres liv i Danmark.

Ifølge Politiken har lande som Tyskland og Holland i modsætning til Danmark begge automatisk forlænget opholdstilladelsen for briter, der havde lovligt ophold inden brexit.

Brexit, Storbritanniens udtrædelse af EU, trådte officielt i kraft 31. januar 2020.

/ritzau/