Tre gange har Egedal Brandvæsen på det seneste været ude at slukke brande på grund af en utæt gasgrill. Derfor slår brandvæsenet alarm.
"Vi kan konstatere, at i de seneste fem år har der ikke været en eneste brand forårsaget af en gasgrill i Egedal Kommune. Men i de seneste to måneder har der nu været tre. Derfor slår vi alarm," siger viceberedskabschef for Egedal Brandvæsen Thomas Emil Hammerum.
Det har kun været hurtige reaktioner fra for eksempel naboer, der har sørget for, at brandene ikke har udviklet sig til noget alvorligt. Flammerne fra de tre gange gasgrill har fået fat i træværk på huse tæt på, men er altså blevet slukket, inden det udviklede sig.
Fælles for de tre brande er, at gasslangen til grillen har været utæt. Slangen er blevet antændt, så hele grillen har stået i flammer.
"Folk har tændt op og har gået fra den, og så har ilden kunnet brede sig," siger Thomas Emil Hammerum.
Derfor lyder det nu fra Egedal Brandvæsen, at man gerne vil have folk til at tjekke deres gasgrill, inden de bruger den, hvilket ikke er så svært.
"Det første man skal gøre, er at læse vejledningen til grillen. Her står det ofte, at man skal udskifte slangen efter to eller tre år. Sådan en slange kan man købe i et byggemarked. Hvis man så vil se, om der er huller i slangen, ja så laver man en spand med sulfovand – godt med sulfo. Det smører man slangen ind i og åbner så for gassen uden at tænde grillen. Hvis der kommer bobler på slangen, ja så er den utæt," siger Thomas Emil Hammerum.