Brandfolk skubbede ambulance fri

Det er vådt. Det er mudret. Og det er lige til at køre fast i.

Det måtte en ambulance fra Hovedstadens Beredskab sande, da de mandag eftermiddag var på opgave i Rødovre. Ambulancen kørte fast på et græsareal ved Rødovre Parkvej, og måtte have hjælp af brandfolkene i Hovedstadens Beredskab for at komme fri.

Det var mandskab fra stationen i Hvidovre, der kort efter klokken 15 stod for at trække og skubbe ambulancen fri.