Biograf transmitterer live opera fra Milano og Madrid

Slotsbio i Hillerød vil fremover transmittere opera direkte fra de europæiske scener

Foto: Mette Dolmer Thygesen

Har du lyst til at overvære nogle af de store operaer fra Madrid, Barcelona eller Milano, men har ikke lige råd til flybilletten? Så får du alligevel chancen nu.

Slotsbio i Hillerød vil nemlig som noget nyt transmittere opera live fra de europæiske operascener. Og det er vel at mærke ikke opera, der er optaget, redigeret og fremvist – publikum sidder tværtimod i salen og ser og hører operaen opført live.

Konceptet kaldes "Opera i biografen", og Slotsbio sender direkte fra operaer som Teatro Real i Madrid, Gran Teatre del Liceu i

Barcelona og Teatro alla Scala i Milano. Lyden kommer fra biografens ny Dolby Digital Sorround-anlæg.

Efterårets program lyder :

– Torsdag den 30. september klokken 20.00: Kurt Weills "Aufstieg und Fall der Stadt Mahagonny", live-transmission fra Teatro Real i Madrid, der har sæsonåbning.

– Onsdag den 13. oktober klokken 20.00: Bizets "Carmen", live-transmission fra Gran Teatre del Liceu i Barcelona.

– Tirsdag den 7. december klokken 17.00: Wagner "Die Walküre", live-transmission fra Teatro alla Scala i Milano.

Prisen er sat ned fra 220 til 190 kroner inklusiv et glas vin m.m.

Billetter kan bestilles på www.slotsbio.dk.