
De computerfiler, som amerikanske elitesoldater tog med sig fra Osama bin Ladens gemmested i Pakistan, indeholder store mængder porno og pornovideoer. Det skriver den amerikanske avis New York Times.
Avisen citerer unavngivne kilder, der ikke oplyser, om det er al-Qaeda-lederen selv eller andre mænd på gemmestedet i byen Abbottabad, der har indsamlet og set de pornografiske filer.
Afsløringen af pornofilerne kan helt ødelægge bin Laden ry og rygte og undergrave hans appel blandt militante muslimer, skriver avisen. Porno er ilde set i den muslimske verden.
New York Times henviser til, at al-Qaeda-lederen i et åbent brev til den amerikanske befolkning i 2002 kritiserer amerikanske kultur og udnyttelse af kvindens krop.
– Jeres land udnytter kvinder til annoncer. I dækker skamløst jeres vinduer til med jeres nøgne døtre for at sælge produkter, skrev bin Laden blandt andet.
Osama bin Laden blev dræbt af amerikanske eliteenheder den 1. maj. Siden da har et hold af eksperter fra efterretningstjenesten CIA analyseret de mange filer, som bin Ladens fem computere indeholdt.
Ud over pornoen har holdet blandt andet fundet noter, hvor bin Laden beskriver kommende angreb mod mål i USA.