Bil kørte ind i traktor på landevej – ung bilist er død

20-årig mand døde på stedet i et frontalt sammenstød med traktor ved Skelby nær Herlufmagle.

Manglende koncentration kan være årsagen til en trafikulykke ved Skelby på Sydsjælland, siger politiet.
Manglende koncentration kan være årsagen til en trafikulykke ved Skelby på Sydsjælland, siger politiet.

En bil kolliderede fredag formiddag med en traktor nær Herlufmagle på Sydsjælland.

Føreren af personbilen, en 20-årig sydsjællandsk mand, mistede livet i forbindelse med det voldsomme sammenstød på Skelbyvej, rute 239, oplyser politiet.

Det var cirka kvart over ni, at anmeldelsen om ulykken indløb. Derefter blev vejen spærret i forbindelse med rednings- og oprydningsarbejdet.

Også en bilinspektør blev tilkaldt for at foretage undersøgelser, oplyser vagtchefen ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

– Føreren mistede åbenbart herredømmet over bilen. Den kom over i den forkerte vejbane og ramte traktorens ene forhjul, siger vagtchefen. Intet tyder på, at personbilens fart var for høj.

På stedet konstaterede en læge, at den 20-årige var død.