Back efter tre OL-sejre: Sgu en god start

Foto: Henning Bagger
OL-London: Danmark - Serbien, Herrehåndbold: DKs Kasper Søndergaard
OL-London: Danmark – Serbien, Herrehåndbold: DKs Kasper Søndergaard henning bagger/Scanpix

Håndboldlandsholdets Kasper Søndergaard er yderst tilfreds med sit holds indsats i de tre første kampe ved OL i London.

Mens der i medierne har været meget fokus på de ting, som spillemæssigt endnu ikke er lykkedes for danskerne, fokuserer Skjern-spilleren primært på, at Danmark topper gruppe B sammen med Kroatien.

– Vi har vundet tre kampe over Ungarn, Spanien og Serbien. Det er sgu en god start, siger Kasper Søndergaard.

Danmark vandt torsdag aften 26-25 over Serbien i Copper Box i London.

I den kamp scorede Kasper Søndergaard seks mål og tog et stort ansvar.

– Selvfølgelig er det min bedste kamp, det er der ingen tvivl om, siger han.

– Men det er ikke sådan, at jeg først er kommet ind i turneringen nu. Jeg føler, at jeg har fået godt med spilletid, og at jeg har bidraget, ligesom alle drengene har, siger backen.

Lørdag venter Kroatien i en direkte duel om førstepladsen i gruppe B.

En sejr her og en førsteplads i gruppen vil betyde, at Danmark efter alt at dømme vil få en lettere modstander i kvartfinalerne, og at man sandsynligvis først vil kunne møde Frankrigs forsvarende OL-guldvindere i finalen.

– Nu skal vi slå de kroater. Det vil jeg så gerne, for så undgår vi forhåbentlig Frankrig, selvom Island også ser stærke ud. Men det vil være fedt at undgå Frankrig og så få en forholdsvis komfortabel modstander i kvartfinalen, siger Kasper Søndergaard.