De tyske mestre Bayern München har været hårdt ramt af skader på det seneste, og i det overraskende 1-3-nederlag mod FC Porto i Champions League onsdag var holdet uden flere af sine stjernespillere.
Det fik nogle til at sætte spørgsmålstegn ved arbejdet i klubbens lægestab, men det vil staben ikke finde sig i.
Hele lægestaben har torsdag valgt at sige op med øjeblikkelig virkning i protest mod at være blevet gjort til ansvarlig for holdets nederlag i Portugal. Det skriver Bild torsdag.
– Efter Champions League-kampen mellem Bayern München og FC Porto blev vi fra den medicinske afdeling af uforklarlige grunde gjort ansvarlige for nederlaget, siger den mangeårige holdlæge Hans-Wilhelm Müller-Wohlfahrt ifølge Bild.
72-årige Müller-Wohlfahrt er lidt af et ikon i Bayern München, hvor han har været en trofast medarbejder i 38 år.
Klubben har ikke selv meldt noget officielt ud endnu omkring opsigelserne.