
Mette Thiesen (K), medlem af Hillerød Byråd og folketingskandidat i Nordsjælland.
Det slår mig, at man over den seneste stykke tid har kunnet læse – også her i avisen -, at både røde og blå partier mener, at vi der kritiserer reformen, taler folkeskolen ned.
På en besynderlig måde får jeg og mine meningsfæller nu mundkurv på, fordi vi »underminerer folkeskolen«, når vi sætter spørgsmålstegn ved det problematiske i implementeringen af folkeskolereformen.
Jeg er en af dem, der har været mest negativt indstillet over for reformen. Reformen adresserer slet ikke de vigtigste udfordringer i vores folkeskoler, og den lægger på ingen måde nok vægt på fagligheden. Det kan der ikke herske uenighed om.
Ikke desto mindre kæmper jeg hver eneste dag for at få implementeret reformen bedst muligt i Hillerød Kommune og selv som lærer på en folkeskole. Jeg har derfor en rimelig fornemmelse for, hvad der fungerer, og hvad vi formodentlig skal ændre på.
Det er essentielt, at vi ikke kvæler de negative stemmer i en proces, der er så vigtig. Det handler nemlig om vores børn og deres skolegang. Derfor er det også dybt deprimerende, at flere fremtrædende politikere forsøger at lægge låg på kritikken og udelukkende ønsker positive tilkendegivelser. Realiteterne er blot, at lægger vi lå på kritikken, så bliver vores folkeskole aldrig bedre.
Hvis disse politikere og deres partier kontinuerligt klapper hinanden på ryggen, så udvikler vores elskede folkeskole sig aldrig.
Personligt håber jeg på, at mange dele af reformen bliver ændret med en kommende blå regering – indtil da skal vi imødekomme og lytte til den kritik, der kommer, og justere reformen, så den giver mening. Det skylder vi trods alt vores børn.