Børn- og Skoleudvalget besluttede på sit møde 13. august, at Forvaltningen skal uddybe politikernes beslutningsgrundlag for en eventuel ny skolestruktur inden budgetforhandlingerne.
"Vi har bedt Forvaltningen om en række præciseringer med hensyn til konsekvenser, besparelser og investeringer," siger formand for Børn- og Skoleudvalget, Miki Dam Larsen, S, der forventer, at byrådet beslutter sig for en ny struktur i forbindelse med budgetforhandlingerne i september.
"Der venter hårde prioriteringer forude, men jeg ser frem til, at vi får en stærkere og mere bæredygtig struktur, der sikrer tryghed og kvalitet for børnene – samtidig med vi får råd til at tage ordentlig hånd om de flere ældre i kommunen," siger Miki Dam Larsen og fortsætter:
"Hvis vi bærer os fornuftigt an, kan vi vende en svær udfordring med færre børn og flere ældre til det bedre. Men det kræver, at vi er villige til at investere i vores daginstitutioner og skoler, så vi får de rette fysiske faciliteter i form af større klasselokaler, faglokaler og it med videre."
"Uanset hvilken struktur, byrådet vælger, så er jeg tilfreds med, at beslutningen nu kan træffes på baggrund af et grundigt forarbejde og en udstrakt dialog med forældre, medarbejdere og resursepersoner."