En vestjysk skibsreder står til mindst tre et halvt års fængsel og en bøde på seks millioner kroner for at have beskæftiget to afrikanske fiskere under slaverilignende forhold.
Det er kravet fra specialanklager Ulrik Panduro, der fredag i Retten i Holstebro kommer med sine sidste bemærkninger i den usædvanlige straffesag.
Den 56-årige skibsreder er tiltalt for gennem mere end tre år at have udnyttet to mænd fra Ghana, som arbejdede og boede på et af rederens skibe i havnen i Thyborøn.
De to fiskere kom til Danmark i november 2016. De skulle gøre et fiskeskib klar, som de herefter skulle sejle til Afrika for at fiske efter sardiner i afrikanske farvande.
Men en ulykke satte en stopper for planen. Skibet blev påsejlet, mens det lå i havnen og kom aldrig afsted.
I stedet blev de to fiskere på henholdsvis 52 og 57 år sat til at lave forefaldende arbejde.
Skibsrederen forsikrede dem gentagne gange om, at de snart kunne komme afsted til Afrika, har de to afrikanske mænd forklaret i retten.
I maj sidste år – tre et halvt år efter de to mænds indrejse – boede og arbejdede de stadig på skibet, da politiet kom forbi ved en rutinemæssig kontrol.
Skibsrederen er anklaget efter en paragraf om menneskehandel, som er relativ sjælden i danske retssale.
Alle betingelser er opfyldt for at dømme efter paragraffen, mener anklageren, der betegner arbejdsforholdene som "slaverilignende".
Mændene skulle arbejde 11 timer om dagen seks dage om ugen, og de havde ikke fri på helligdage.
De fik knap 9000 kroner om måneden for arbejdet. Pengene blev af skibsrederen overført til mændenes familier i Afrika.
Anklageren mener, at der er tale om en "klokkeklar udnyttelse af de to mænd som billig arbejdskraft."
De skulle reelt have haft mellem tre og fire gange så høj løn, hvis man havde fulgt overenskomsterne, påpeger anklageren.
Det er ifølge Ulrik Panduro en skærpende omstændighed, at skibsrederen har været i branchen i mange år.
– Han er en professionel erhvervsfisker, han har flere virksomheder, der beskæftiger sig med det her. Han ejer skibe i millionklassen. Det er ikke hvem som helst, der sidder i retten i dag.
De to afrikanske fiskere, der nu er rejst tilbage til deres familier i Afrika, kræver hver især en erstatning af skibsrederen på 2,3 millioner kroner.
Den tiltalte har nægtet sig skyldig. Han har sagt, at de to mænd kunne rejse hjem, når de ville.
Retten ventes at afsige dom i sagen på mandag.