Allerød venter kongeligt besøg

Foto: Finn Allan Hansen

I den kommende weekend, nærmere betegnet dagene fra 26.

til 29. juni,

afholdes DM i kørestolstennis på Coloplast banerne i Allerød Tennispark på Rørmosevænget .

Det er 13. gang dette stævne afholdes – alle gangene i Allerød – og denne gang vil Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benedikte være til stede ved finalekampene søndag 29. juni, og overrækker medaljer samt præmier.

Prinsessen forventes at ankomme kl. 10.30 til Allerød Tennispark, hvor hun vil overvære finalerne i dame- og herre single. Disse begynder kl. 10.00, og medalje ceremonien vil efter planen finde sted ca. klokken 12. Til

hver singlemester er der foruden den officielle medalje en præmiecheck på 1.000 kr. udsat af Coloplast. Umiddelbart efter medalje- og præmieoverrækkelsen er Landsudvalget for Kørestolstennis vært ved en reception for Prinsessen og særligt indbudte gæster.

Mesterskabsstævnet, der er støttet af Folkeoplysningsudvalget i Allerød Kommune, har gratis adgang og de første kampe "ruller" af stablen torsdag d. 26. juni kl. 16.00. Fredag startes kl. 14 og lørdag og søndag kl. 10. Der er deltagelse af knap 20 spillere fra Jylland, Fyn og Sjælland.

Danske kørestolstennisspillere optræder i stigende grad på den internationale scene, og 4 danske spillere figurerer pt. på verdensranglisterne. Det drejer sig om Kenneth Kammersgaard, Tilst, Christoffer Holmer, Tennis Club Odense samt Allerød-damerne Malene Olesen og Lizette Brønnum. Disse spillere, undtagen Malene Olesen, der er skadesramt, vil tilføre mesterskabsstævnet et interessant internationalt løft.

I særlig grad bliver det spændende at følge vor højst rangerende spiller (omkring nr. 100 på verdensranglisten), Kenneth Kammersgaard, der som den første danske kørestolstennis spiller nogensinde for få dage siden blev udtaget af Dansk Handicap Idrætsforbund til at repræsentere Danmark ved de kommende Paralympiske Lege i Beijing til september.

Regerende dansk mester i herre single er imidlertid Christoffer Holmer, der sidste år fravristede Kammersgaard titlen. Der knytter sig derfor særlig spænding til mødet mellem disse to elitespillere, der lige er vendt hjem sammen fra succesfulde turneringer i Østrig og Italien.

Hos damerne forventes tæt kamp mellem den regerende mester, Jytte Kilstrup, Allerød, og den tidligere mester Lizette Brønnum – også fra Allerød Tennisklub.

Samme Jytte Kilstrup sætter endvidere sit kunstneriske præg på turneringen, idet hun for 6. år i træk har begået en meget flot plakat til stævnet, fortæller Jørgen Warberg, formand for Landsudvalget for Kørestolstennis under DTF/DHIF.