
Aktivitetscentret Blumesvej i Køge holder igen i år fernisering og åbent hus, hvor resultaterne af samarbejdet med Køge Billedskole kan ses.
Aktivitetscentret Blumesvej er et aktivitetscenter for svært psykisk og fysisk handicappede borgere.
Arrangementet finder sted onsdag den 15. maj kl. 13.30-15.30 på Blumesvej 3.
"Når borgerne her på aktivitetscentret laver kunst, foregår det på helt andre måder end vi umiddelbart forestiller os", fortæller leder af aktivitetscentret Berit Hastrup Petersen.
"Det er en sanselig oplevelse, hvor borgerne kommer i nærkontakt med former, farver og materialer. Det giver borgene mulighed for at udtrykke sig visuelt. For medarbejderne på Aktivitetscentret giver Køge Billedskole os rammer og idéer til at tænke ud af boksen i arbejdet med borgerne, og det er et givende samarbejde", fortsætter Berit Hastrup Petersen.
Alle kunstværker udstilles den 15. maj i tidsrummet fra kl. 13.30-15.30 når Aktivitetscentret Blumesvej holder åbent hus.
Herudover vises der film fra aktiviteterne med Køge Billedskole og det daglige arbejde på Aktivitetscentret, og der vil være et lærred i haven, hvor borgerne og gæsterne vil lave et fælles frugtfarvebillede med vandpistoler.pm