Ældre dame bestjålet i butik

Foto: Jesper Kappel

Lommetyv har været på spil i Netto på Nygade i Frederikssund. Det skete torsdag mellem klokken 11:45 og 12:15. Her fik en 83-årig dame stjålet sin pung, der lå i en posetaske, der hang på rollatoren.

Den ældre dame har fortalt Nordsjællands Politi, at hun inde i butikken blev kontaktet af en kvinde, der talte et sprog, hun ikke forstod, men denne kvinde ligesom tilbød den 83-årige et stykke chokolade. Dette sagde den 83-årige pænt nej tak til. Da den ældre dame kom op til kassen og ville betale, opdagede hun, at pungen var væk.

Politiet har følgende signalement af den mistænkelige kvinde. Hun har et udenlandsk udseende muligvis romaer, 40 til 50 år, kraftig af bygning, brunt hår og havde muligvis et tørklæde omkring hovedet.

Politiet er i øjeblikket ved at indhente video fra overvågningskameraer i butikken. Her håber man at kunne skaffe et godt billede af den mistænkelige kvinde.