Ægte nørder

For personalet i Faraos Cigarer på Jernbanepladsen 63 er tegneserierne og figurspillene ikke bare produkter, der skal sælges. De er drengenes liv

Foto: Maria Lykke Andersen

LEG At vide noget om noget er ikke så dårligt. At vide stort set alt, hvad der er at vide om noget, må få én til at føle sig rimelig sej. Og sådan burde de føle sig – ekspedienterne i den nicheprægede forretning Faraos Cigarer på Jernbanepladsen 63, Lyngby. Deres speciale er tegneserier og bordspil med små, bemalede Warhammer-figurer.

Men sandsynligheden for at butikkens 1. mand William Sørensen eller ekspedient Magnus Nielsen en dag bliver kaldt ind i tv-nyhederne for at give familien Danmark et godt råd om, hvilken spillefigur, der strategisk set er bedst at udbygge sin "fantasy"-hær med, eller give seerne et kvalificeret overblik over manga-tegneseriernes forskellige universer, er forsvindende lille. Til gengæld var det noget af en oplevelse for journalisten at besøge forretningen og snuse til ekspedienternes metier en ganske almindelig mandag eftermiddag.

Vi starter i kælderen.

"Man skal være nørd for at være her," fortæller 27-årige William Sørensen. Og også lidt af en drengerøv, erkender han selv.

For der er ganske rigtigt ikke meget Askepot og fe-støv over stedet. På vægge og stativer i den ene ende af butikken hænger brynjer, gummisvær og dolke i alskens afskygninger, skjold og kostumer i dunkle farver. Det er udstyr til live-rollespil, som ofte finder sted ude i skoven. 27-årige William Sørensen er desuden ekspert i figurspillene, hvis mange varianter fylder den anden halvdel af rummet. De små figurer ligger i æsker på flere meters hylder. Her er monsterlignende dræbermaskiner, vismænd, ryttere, trolde, små 2. verdenskrig-soldater etc.

"Figurspil handler faktisk kun om død og ødelæggelse og om, hvordan du taktisk set vinder over din modstander. Det er ligesom skak. Man bestemmer bare selv, hvilke figurer man vil spille med," siger William Sørensen.

Hans arbejdstid går blandt andet med at give introkurser om, hvordan figurspillene spilles, og at samle og male de små, drabelige krigere, inden de sættes til skue i rummets glasmontre.

"Faraos Cigarer" åbnede lige før jul i 2006. I februar i år overtog William Sørensen og butikschef Ask Moana forretningen for at give den en saltvandsindsprøjtning.

William har endnu ingen uddannelse.

"Jeg regner med at gå i gang med at læse til ernærings- og idrætskonsulent om ca. fem år. Lige nu er det spændende at være med til at banke butikken rigtigt op."

Det eventyrlige spille-univers greb ham, da han første gang stiftede bekendtskab med det som 12-årig. Dengang talte man ikke højt om, at man dyrkede denne interesse. Selv var han populær, bedyrer han, men de fleste af dem, han spillede med, var "outsiderne", de mærkelige, dem, der aldrig var med til festerne. Nørderne. I dag, efter Harry Potter og Ringenes Herre-filmene, er hobbyen mere accepteret.

Og bekostelig. William har end ikke tal på, hvor mange penge, han har brugt gennem tiden. For nylig gav han 2000 kr. for at få støbt en særlig næsehornslignende krigsmaskine i England.

"Lige nu har jeg desuden fem forskellige hære, som hver har kostet mellem 3500 og 5000 kr. Og så er jeg ved at få designet et ork-kostume (red.: dræbermaskine-monster fra Ringenes Herre) til 3-4000 kr., som jeg skal bruge, når jeg og nogle venner tager til live-rollespil i Tyskland."

William har en kæreste, men hun deler på ingen måde hans interesse, der optager ham 2-3 aftener om ugen. Dertil kommer så tiden, han bruger på at spille lignende strategispil på computeren og planlægning af spilleturneringer.

Ovenpå i forretningen står en anden ekspert. 26-årige Magnus Nielsen, med et tykt, krøllet hår, er bidt af at læse tegneserier. Det har han altid gjort, og det vil han altid gøre. Han har ingen planer om at tage en uddannelse, han vil bare gerne beskæftige sig med tegneserier. Og drømmejobbet er i hus. Hver dag i butikken servicerer han kunder med vidt forskellige præferencer. Nogle kommer ind og vil have fat på Anders And-serien fra dengang, Anden gik med en særlig farvet trøje. Andre vil bare gerne læse manga-tegneserier om homoseksuelle mænd.

"Det er faktisk mest 16-17-årige kvinder, der spørger efter den slags japanske tegneserier," forklarer Magnus. Derudover er "fantasy"-tegneserien "Thorgal" særlig populær blandt kvinder mellem 26-40 år. Den handler om en fyr, der falder ned fra stjernerne."

Ifølge Magnus er kunderne på denne etage dog, ligesom nedenunder, overvejende mænd.

På spørgsmålet om hans egne præferencer svarer han:

"Jeg er rimeligt altædende, men blandt mine favoritter er blandt andet denne…" Han hiver en serie med stiv ryg ud af reolen…: ""Hemmelighedsfulde byer" på grund af dens absurd flotte tegninger."

Magnus bevæger sig videre langs reolen og forklarer om avantgarde-tegneserier som "Kvælerens hemmelighed", der kræver en kniv til at skære de sidste sider op med, om forskellen på europæiske og amerikanske serier, hvor sidstnævnte oftest handler om superhelte, og om, hvordan forretningens udvalg af de særlige såkaldte "graphic novels" – illustrerede romaner – skiller sig ud.

Men når han skal svare på, hvad der sælger mest, er vi tilbage ved dem, alle kender: Prins Valiant og Tintin.

På vej ud af butikken til virkelighedens hektiske liv på Jernbanepladsen passerer kunderne en glasmontre med håndmalede figurer af blandt andre Tintin. Han er skabt af en blanding af porcelæn og plastik og koster omkring 3000 kr… Der skal vel nok være salg i det!

Fakta:

Brætspil for børn:

Faraos Cigarer kører en række akademier/introskoler på en måned, hvor de gratis underviser kommende spillere i reglerne. For 349 kr. får børnene materialer inkl. figurer, som de selv maler på og giver personligt præg.

I løbet af introskolen spiller deltagerne mod hinanden i små landskaber fordelt over et par borde, mens en underviser giver input.

Derudover er der børneturneringer hver tirsdag.

Brætspil for de øvede:

De øvede spillere er drenge fra ca. 15 år og op til voksne mænd i 40'erne – veteranerne.

For dem kan en god hær snildt løbe op i 4-5000 kroners-klassen.

Figurer med høj detaljegrad kan tage to dage at samle og male.

Mellem 20 og 30 deltagere møder op i butikken til spilleaftener for øvede, og her fylder spillelandskabet med bjerge, borge etc. ni borde.

Kilde: William Sørensen