Årets “løvehjælp” på vej

Lions Club Søllerød har netop pakket årets container med humanitær hjælp til de fattige i Nepal

Foto: Frederik Stage

Sidste søndag var en travl dag for medlemmerne af Lions Club Søllerød. For her skulle en stor rød container fyldes med alt det udstyr, som foreningen har modtaget gennem året og sendes videre til Nepal.

Og det var ikke så lidt de lokale 'løver' har sikret sig til lægehjælp og uddannelse af de fattige i bjerglandet mod øst: Lægeudstyr, en tandlægeklinik, flere symaskiner og diverse pc-udstyr.

"Det er rigtigt dejligt at kunne sende alt det udstyr af sted. Og samtidigt er det rart, at vi ved, at udstyret faktisk når frem og bliver brugt fornuftigt, da vi kun sender udstyr fra vores Lions-afdeling til de lokale afdelinger i Nepal," forklarer John Rose-Hansen, der er sekretær i Lions Club Søllerød og en af de ansvarlige for årets container.

Udstyret forventes at nå hovedstaden Kathmandu i starten af februar 2007, hvor lægeudstyret kommer organisationens gratis lægecenter til gode, mens symaskinerne og pc'erne bliver sendt til forskellige uddannelsescentre i landet.

I år har Lions Club Søllerød indsamlet for et sted mellem 800.000 og 1.000.000 kroner, der går ubeskåret til foreningens hjælpearbejde i Nepal, Sri Lanka og Danmark.