Hørsholm 79ers nederlag betød et farvel og tak i årets slutspil, idet Svendborg Rabbits med sejren vandt kvartfinaleserien med 1-3 og således bookede en plads i semifinalen.
Sidst de to mandskaber krydsede klinger i Fire Arena blev det til en snæver sejr på 85-84 til Hørsholm 79ers, og den præstation havde Hørsholm planer om at gentage, da spillet blev sat i gang til fjerde kvartfinale.
Første halvleg var en underholdende og meget tilskuervenlig affære med rigtig mange scoringer. Bakket op af et rekordstort hjemmepublikum var 79ers nærmeste flyvende i de første 20 minutter. Da unge Daniel Mortensen efter blot fem minutters spil måtte udgå af kampen med en skade rykkede Hørsholmbænken endnu tættere sammen, og alle, der kom på banen, bidrog med fight, scoringer og flot spil.
To minutter inden pausen var Hørsholm således foran med 58-44, og selvom Rabbits fik reduceret til 58-48 inden pausen, lignede det et Hørsholm-mandskab på en "mission possible."
Gæsternes Antonio Porta og Johnell Smith, der begge havde vist flot spil i første halvleg, tog for alvor sagen i egne hænder i kampens tredje periode. Især Porta viste sublimt spil med flotte scoringer og geniale assists. Rabbits vandt perioden med hele 14-35, og 79ers måtte se deres halvlegsforspring forsvinde som dug for solen.
Da spillet blev sat i gang til fjerde periode var Svendborg foran med 72-83, og gæsterne lignede et hold, der ikke havde tænkt sig at lade Hørsholm komme tilbage i kampen. Efter godt tre minutters spil kom 79ers på 84-88, og et kort øjeblik øjnede tilskuerne muligheden for et 79ers-comeback. Det blev dog det tætteste værterne kom på kaninerne, der igen trak fra anført af Antonio Porta og Johnell Smith.
Kampen sluttede med en sikker kaninsejr på 92-106. Hørsholm er således ude af slutspillet, mens Svendborg fortsætter deres færd mod det forjættede finaleland. I semifinalen møder Rabbits Randers Cimbria.
Efter kampen tog Hørsholms træner mikrofonen og takkede publikum for opbakningen, og samtidig takkede han Brenton Butler og Zarko Jukic for deres år i Hørsholm.
Matchfacts
Basketligaen, 4. kvartfinaleHørsholm 79ers – Svendborg Rabitts 92-106Hørsholm 79ers: Atila Kovac 22, Frederik Hougaard Nielsen 16, Brenton Butler 15 og Zarko Jukic 14 point.Svendborg Rabbits: Antonio Porta 41, Johnell Smith 30, Will Paul 20 og Damian Ocana 11 point.