60 minutter fra 1. division

Foto: Claus Dalskov

HÅNDBOLD

Efter en forrygende indsats og en sejr på 28-23 over Ringkøbing fra 1. division er Øresunds håndbold damer nu kun en kamp fra at overtage pladsen i den næstbedste række i den kommende sæson.

Øresund havde nerverne hængende uden på trøjen et par timer før kampstart, men da kampen først blev fløjtet i gang, så blev nerverne vekslet til vilje og gejst, og de mange tilskuere fik en forrygende håndboldoplevelse, hvor Øresund viste sig, at være et mandskab som bør indtræde i landets næstbedste række i den kommende sæson.

Hele holdet leverede en fantastisk indsats, og dette krydret med en målvogter, Gitte Müller, i topform så endte det med en overbevisende sejr, trods en krise i midten af anden halvleg.

Stærk modstander, men i dag var vi bedre

Efter kampen bad Ugebladet træner Brian Stokholm sige tre kendetegnende ord om kampen, og de kommer her: "Kanon – kanon og atter kanon".

Mere uddybende sagde Brian Stokholm videre: "Vi spillede en fantastisk kamp i dag. Ringkøbing er et godt hold – en stærk modstander, men i dag leverede vi en utrolig flot holdpræstation, og vi var bare bedre i dag. Nu skal vi nyde sejren, og slet ikke tænke på returkampen på lørdag, det begynder vi først med fra træningen på tirsdag."

Gæsterne burde have haft en diskvalifikation i starten af kampen

Øresund tog teten fra starten, og gæsterne var heldige med, at de ikke fik en diskvalifikation i starten af kampen.

Selvom Ringkøbing havde forberedt sig på Øresunds farlige kontraløb, så lykkedes endnu engang Lene Møller at stikke af, og lige da Lene skulle sætte af til skud, blev hun tacklet bagfra af Ringkøbings Ann Charlott Hansen. Det røde kort burde havde været fremme, men det blev kun til en to minutters udvisning og et straffekast.

Efter kampen indrømmede det ellers fantastisk gode dommerpar da også, at var det sket i kampens sidste fase, så havde Ann Charlott Hansen fået det røde kort.

Gitte Müller var et levende plankeværk

Øresund lod sig dog på ingen måde gå på at kendelsen, men fortsatte i stedet kampen med fuld koncentration, og med forrygende forsvar og angrebsspil fik hjemmeholdet sikret sig en føring på 14-10 ved pause.

Føring blev skabt på en flot varieret angrebsspil, hvor Tine Møller på stregen fortsatte med at vise sin styrke, – Lene Møller fortsatte sit flotte fløj – og overgangsspil, Tina Andersen fik lukket op for hendes afslutninger bagfra, og Jane Stokholm var sikkerheden selv på højre fløj.

Nu var det ikke kun disse spillere der leverede et imponerende indsats, de øvrige spillere fik effektivt lagt et bredt pres, så der blev skabt den nødvendige plads i angrebet, og i den anden ende var Gitte Müller et levende plankeværk bag et solidt forsvar.

Øresund gik i stå i anden halvleg

Efter pausen fortsatte hjemmeholdet i overbevisende stil, og da der var spillet næsten 10 minutter af halvleg var Øresund foran 19-12. Men herefter gik Øresund fuldstændig i stå, og Ringkøbing fik med et run på 5-0 på godt fem minutter skabt ny spænding om resultatet.

Først ved stillingen 21-20 i det 48. minut valgte Øresunds træner, Brian Stokholm, at holde sin time-out, men den skulle vise sig at have stor effekt.

Taktisk ændring sikrede Øresund sejren

Brian Stokholm brugte sin time-out til at ændre på spillernes placering, så Lene Møller blev flyttet fra venstre fløj til højre back, og så blev den rutinerede Jane Stokholm igen sat ind på højre fløj.

Og allerede fra første angreb skulle ændringen vise sin værdi, da Lene Møller fik spillet op til Jane, som med stor sikkerhed sendte bolden i nettet til 22-20, og det var det, der skulle til at bryde nedturen, og herefter fik Øresund atter gang i sit spil, og helt fortjent vandt Øresund med 28-23.

Bus til Ringkøbing på lørdag for kun kr. 200,00

Efter kampen måtte træner Brian Stokholm dog erkende, at spillerne var ved at løbe tør for kræfter: "Vi var ved at løbe tør for kræfter i anden halvleg, men heldigvis lykkedes det os at hive os selv op igen, og jeg synes sejren var helt fortjent. Ringkøbing er et stærk mandskab, men inderst inde så tror jeg på, at vi vinder på lørdag, men det kræver, at vi endnu engang rammer formen på dagen."

Sportschef, Torben Hansen, sagde efter kampen: " Vi spillede en forrygende kamp, men er det nok, mon? Ringkøbing vil jo sætte alle sejl til, ikke mindst efter de har meldt ud, at vi burde kunne slås både ude og hjemme."

"Men vi plejer at være gode på udebane, så lad os nu se. Vi regner med at tage en busfuld supportere med, folk kan bare tilmelde sig på tlf. 20 89 19 17, det koster 200 kr.+ 60 kr. i entré, med afgang lørdag morgen kl. 8.00 fra Humlebækhallen," sluttede Torben Hansen.

Play-offkampe til 1. division

Øresund-Ringkøbing 28-23

(14-10)

Øresund:

Lene Møller 11 mål, Tina Andersen 6, Jane Stokholm 5, Tine Møller 3, Jeanette Pedersen 2 og Camilla Dahlbergen 1.

Ringkøbing:

Maria Ipsen 6, Majbritt Rosenkvist 6, Nette Hvam 3, Carina Staunsbjerg 2, Louise Ljungberg 2, Christian Pedersen 2, Ann Charlott Hansen 1.

Tilskuere:

300