1813-problemet er akut

Hvor er det ærgerligt at kunne læse på Hillerød-Postens hjemmeside den 8. april 2014, at forhandlingerne mellem de Praktiserende Lægers Organisation (PLO) og Region Hovedstaden er brudt sammen. Der var ellers lagt op til, at de to parter kunne mødes og måske blive enige om, at det var praktiserende læger der skulle tage telefonen, når borgerne ringede til 1813. Men sådan gik det desværre ikke.

Akuttelefonen 1813 har akutte problemer. Ventetiden er utilfredsstillende lang, ligesom at kvaliteten ikke står mål med det, som man må kunne forvente som patient.

Det bør i Dansk Folkepartis øjne være læger med speciale i almen medicin, som betjener alle borgernes henvendelser via 1813. Det er problematisk, at Region Hovedstaden har ansat sygeplejersker til at gøre lægernes arbejde.

Sygeplejerskerne er dygtige sygeplejersker, men de er ikke læger med uddannelse og erfaring i at diagnosticere. Det har ført til adskillige ærgerlige hændelser, ligesom at der er rapporteret flere dødsfald, hvor det ikke kan afvises, at dødsfaldet havde kunne være undgået, hvis betjeningen hos 1813 havde reageret anderledes og bedre.

1813-telefonen har akutte problemer! Lad os nu få ansat almentpraktiserende læger og få akuttelefonens problemer løst!