
174 forskere opfordrer i et åbent brev til civil ulydighed for at bekæmpe klimakrisen. Brevet er offentliggjort i Politiken fredag.
Forskerne skriver i brevet, at de ser det som deres pligt at opfordre til et "ikkevoldeligt oprør" for at gennemtvinge konkrete og øjeblikkelige samfundsforandringer, der kommer klimaet til gode.
– Vi betragter den voksende klimakrise som en eksistentiel trussel mod mennesker i Danmark og resten af verden, og vi kan ikke se stiltiende til, når danske politikere undlader øjeblikkelig og nødvendig handling for at forhindre den tiltagende krise, lyder det i brevet.
De danske forskere er inspireret at bevægelsen "Extinction Rebellion" (Oprør mod udryddelse, red.), der opstod i Storbritannien sidste år.
Her gik flere tusinde mennesker på gaden og lammede infrastrukturen i den britiske hovedstad, London.
Kort tid efter sendte knap 100 forskere en støtteerklæring ud i britiske medier.
De britiske og nu de danske forskere skyder i opråbet med skarpt efter det politiske system, der i deres optik "har svigtet den sociale kontrakt mellem regering og folk".
– I stedet for at erkende, at vi lever på en planet med begrænsede ressourcer, har regering efter regering søgt at øge den økonomiske vækst og opfordret til uhæmmet forbrug, skriver de 174 danske forskere.
En af initiativtagerne til opråbet er religionshistoriker Jens-André Herbener.
– Tiden til at lave de afgørende forandringer er ved at løbe ud, og der er vi så nogle, der siger, at nu prøver vi med ikkevoldelig civil ulydighed.
– Det har faktisk vist sig at være en effektiv katalysator af store og positive samfundsforandringer, siger Jens-André Herbener til Ritzau.
Spørgsmål: Hvad mener I med civil ulydighed?
– Det kan være mange ting. Personligt mener jeg, vi skal sætte dele af samfundet i stå, så politikerne ikke kan blive ved med at ignorere kravet om forandringer.
– Det kunne være en generalstrejke en dag, en uge eller en hel måned. Så længe som nødvendigt, indtil vi får politikerne til i tale, og til de gør, som FN's klimapanel anbefaler, siger Jens-André Herbener.
Fredag er der arrangeret klimastrejke i en række danske byer. Strejken er arrangeret af bevægelsen "FridaysForFuture Denmark" og foregår i blandt andet København, Aarhus, Odense og Aalborg.
Lørdag deltager den svenske klimaaktivist Greta Thunberg, der har trukket overskrifter for sin "Skolstrejk för klimatet", i en klimamarch i København.
Inden marchen skal Greta Thunberg holde hovedtalen på Christiansborg Slotsplads.
Den 16-årige Thunberg har siden 2018 strejket fra skole for at sætte fokus på klimakrisen.