Realdania Fonden har givet tilsagn om at støtte med det tocifrede milionbeløb til etableringen af en enestående samling af glaskunst i Støberihallerne i Præstø.
Arbejdsgruppen bag projektet, der er budgeteret til cirka 30 millioner kroner, har fået et ja fra Realdania på ansøgningen om hjælp til renovering og istandsættelse af lokaler og bygninger i det tidligere GM og Jernstøberi i gården til Adelgade 16 i Præstø.
Selvom Realdanias ja er under forudsætning af at arbejdsgruppen finder nogle flere penge, så smiler Henny Jørgensen fra Støberihallernes Venner om kap med den velkomne februarsol.
– Det er bare så herligt, at de første penge til KunsthalGLAS er blevet bevilget, siger hun og fortsætter:
– Nu tror jeg på, at med Realdania i ryggen, så vil vores ansøgninger til andre fonde blive set på med positive øjne, så jeg er optimistisk for projektets fremtid, siger Henny Jørgensen.
Gaver og lån
De første gaver til den kommende KunsthalGLAS er allerede i hus. Glasmesteren Per Hebsgaard fra Mønvej har foræret 10 kunstværker af glas og har samtidig givet tilsagn om at låne 90 værker fra hans egen kunstsamling ud til KunsthalGLAS.
– Vi er kommet et pænt skridt videre i bestræbelserne på at bevare bygningerne, udstille unikt glaskunst og vise hvordan et flere hundrede år gammelt håndværk fungerer, siger Henny Jørgensen.
Arbejdsgruppen, der nu offentliggør tegninger og planer for den kommende KunsthalGLAS, består af arkitekt Peter Bering, Ole Villadsen, der repræsenterer glasmester Per Hebsgaard, Jakob Helles som ejer af forhuset mod Adelgade, museumsdirektør Anne Højer Petersen Fuglsang Kunstmuseum, Henny Jørgensen fra Støberihallernes Venner og direktør Bo Manderup.