HÅNDBOLD: – Fortsæt. Fortsæt.
Sådan lød det fra klyngen af Dalby-spillere og -ledere inden starten på anden halvleg af lørdagens 3. divisionskamp på hjemmebane mod naboerne fra Køge 2.
Dalby var foran 18-10 efter de første 30 minutter, hvor det ikke var til at se, at værterne spillede den tredje kamp på blot fem dage.
Der var masser af tempo, fysik og vilje i spillet, og efter mindre end to minutter var Dalby allerede foran 3-0.
Efter 11 minutter var føringen vokset til 9-2, så det begyndte at ligne en ordentlig afklapsning til det unge Køge-mandskab, hvor snart 33-årige Kim Günther på stregen trak gennemsnitsalderen op på 22 år og en sjat.
I begyndelsen af anden halvleg kom gæsterne bedre med. Trods Dalby-holdets 46 års ekstra rutine og intensionen om at “fortsætte”, gik det nemlig stik modsat, og det tog kun syv minutter at smide halvdelen af pauseføringen væk.
Det lykkedes endda Køges topscorer Nikolaj Bringsfjord at reducere til 21-18 på kontra, og så var der pludselig optræk til spænding om udfaldet i det målrige lokalopgør. Kortvarigt.
Lucas Nielsen bragte Dalby på 22-18 med en scoring fra stregen, og da topscorer Frederik Paaske udnyttede et straffekast til 23-18, var der igen ro på.
I det sidste kvarter trak Dalby mere og mere fra, og med to minutter igen ramte føringen for første gang 10 mål, da Tobias Horn gjorde det til 35-25 på et hopskud. Derefter listede han ud på bænken og brugte slutfasen på at ømme sig over en rygskade.
I forvejen var Dalby uden stregspilleren og forsvarskrumtappen Morten Egede, der vred om under torsdagens kamp mod topholdet Hvidovre og er tvivlsom til sæsonens to sidste kampe mod Roskilde 2 og TIK Taastrup 2.
Her skal Dalby forsøge at forsvare femtepladsen i rækken.
– Det har vi sat os som mål. Så er der noget at bygge videre på i stedet for at slutte sløjt af. Det har været en god sæson, og det vil være fedt at slutte godt, siger Dalbys træner Thomas Jørgensen, der var fint tilfreds med 36-27 sejren over Køge.
– Vi ville trykke dem på fysikken, og vi begyndte koncentreret og kom foran 7-1. Så var der lidt luft at give af, og jeg kunne godt mærke på spillerne, at det var den tredje kamp på fem dage. Der var ikke så meget at skyde med til sidst, men vi var skarpe i afslutningerne, og det er flot at score 36 mål, siger han.
Kampen i tal
3. division, mænd
Dalby – Køge 2: 36-27 (18-10)
Målscorere for Dalby: Frederik Paaske 10, Simon Rasmussen og Martin Bøge 6, Søren Larsen 5, Tobias Horn 4, Lucas Nielsen 2, Mads Linderoth, Tobias Wiesmach og Magnus Førsterling 1.
Topscorer for Køge: Nikolaj Bringsfjord 8.
Udvisninger: 3-1.
Stillinger undervejs: 7-1, 11-5, 13-9, 17-10, 20-14, 21-18, 28-21, 35-25.