Lokalt supermarked skifter navn

Kæderne Irma-, SuperBrugsen og Kvickly lukker, og derfor vil SuperBrugsen ved Brønshøj Torv i fremtiden skifte navn til Coop.

Det sker der med din SuperBrugsen

Landets SuperBrugsen-butikker vil fremover lukke som kæde og i stedet skifte navn til Coop. Foto: Robert Hendel

Foto: Robert Hendel

Indkøb: Som følge af Coops nye strategi, som de fremlagde i denne uge, bliver en række Irma-, SuperBrugsen og Kvickly-butikker fremover lagt sammen til én kæde med det nye navn Coop.

Det bliver også tilfældet for SuperBrugsen ved Brønshøj Torv på Frederikssundsvej , oplyser dagligvarekoncernen Coop til sn.dk.

Tirsdag lancerede de en større strategi med en række markante ændringer, som vil betyde et farvel til Irma, SuperBrugsen og Kvickly som butikskæder.

Tidspunktet for navneskiftet er endnu ikke fastsat, men koncernen begynder umiddelbart efter sommerferien med ændringer i de cirka 250 butikker, der kommer til at udgøre kæden Coop.

Med den nye struktur går Coop fra at have haft otte kæder til at have tre. Indtil sidste år havde man Kvickly, SuperBrugsen, Dagli´Brugsen, Fakta, 365discount, Irma, Coop.dk Shopping og Coop.dk MAD. Fremover vil man have Coop/Coop.dk, 365discount og Brugsen.