Udstillede Pakistan i kulturhus

En lokal pakistansk forening har sammen med den pakistanske ambassade arrangeret en udstilling i Kulturhuset Brønden. Den handler især om den nordvestlige del af Pakistan

Den seneste udstilling i Kulturhuset Brønden har fokuseret på det nordvestlige Pakistan.

Foto: Privat

Pakistansk Kulturforening har i samarbejde med den pakistanske ambassade i Danmark arrangeret en udstilling i Brønden i den sidste måned. Udstillingen handler hovedsageligt om de nordvestlige dele af Pakistan, Hunza, Chitral, Gilgit, og forskellige bjerge som K2, verdens næsthøjeste bjerg.

– Det er nævnværdig at flere af malerier er malet af den pakistanske ambassadør Ahmad Farooq. Billederne og malerierne afspejler de pakistanske landskaber, landsbyer, forskellige sæsoner og meget mere, fortæller Syed Bukhari (S), der har været med til at arrangere udstillingen og samtidig formand for kommunens kulturudvalg.

Ambassadør Ahmad Farooq indviede sammen med Borgmester Kent Max Magelund udstillingen i december. Her benyttede ambassadøren lejligheden til at takke borgmesteren og kulturudvalgsformanden for at være behjælpelige med udstillingen, der bliver pillet ned i januar 2023.