Finn Andersen fylder 75: Jeg var aldrig nået hertil uden min kone

Finn Andersen har boet næsten hele sit liv i Brøndby. I dag bliver han 75 år.

Selvom Finn Andersen har været bidt af fodbold, siden han var en lille knægt, blev det aldrig til nogen stor karriere inden for kridtstregerne. Derimod har han dyrket sin store passion for fodbold gennem en lang og bemærkelsesværdig indsats gennem mere end 50 år som frivillig i Brøndbyernes IF.

Afsættet for engagementet i fodboldklubben kom for 65 år siden, da Finn Andersen som 10-årig flyttede med familien fra Frederikshavn til Brøndby. Hans far var selvstændig terrazzomester, men til sidst var det svært at få forretningen til at køre rundt i det jyske.

- Mine forældre besluttede på et tidspunkt, at vi skulle rejse til København, hvor min far havde nogle bekendte, der fortalte, at det var i København, det skete. Så han tog til København og kiggede i 1958. Der fandt han så en bolig til os i Brøndby, forklarer Finn Andersen, der endte med at bo i et lille hus på 90 kvadratmeter ved Vesterled i Brøndbyvester.

Han husker tydeligt den dag, hvor familien ankom med båden fra Aalborg til København efter en lang nats sejltur.

- Vi sejlede om aftenen fra Aalborg og ankom den 16. april 1958. Da da båden lagde til, og min far hentede os, og vi kørte gennem byen, blev der flaget de over hele byen. Jeg sagde derfor til min mor, at det var fantastisk, som de tog imod os, fortæller Finn Andersen og griner.

Anledningen var dog en anden.

- Det var så på Margrethes 18 års fødselsdag, at vi indtog byen. Det var festligt, husker han.

Fik venner via fodbold

I Brøndby kom Finn Andersens far til at arbejde på betonelement-fabrikken Larsen og Nielsen, der blandt andet producerede elementer til de store grå højhuse i Bellahøj og senere også de 12 højhuse i Brøndby Strand Parkerne. Og på samme tid begyndte Finn Andersen på Brøndbyvester Skole, inden han knap en måned senere meldte sig ind i Brøndbyvester Idrætsforening.

I Frederikshavn havde han spillet fodbold i nogle år, og i kvarteret omkring Folemarksvej havde han fået nogle nye venner, der havde deres gang i den lokale fodboldklub.

- Det er sjovt at tænke på, at jeg har været medlem af fodboldklubben i 65 år på et tidspunkt, hvor jeg rammer en halvrund fødselsdag, siger Finn Andersen, der efter seks år i Brøndbyvester Idrætsforening blev medlem af byens nye fodboldklub, som var en sammenlægning af fodboldklubberne i Brøndbyvester og Brøndbyøster.

Fodbolden gav Finn Andersen et stort netværk, for det var netop gennem den folkekære sport, at folk i Brøndby mødtes på tværs af kvarterer, og nogle af dem ser han stadigvæk den dag i dag.

Efter 9. klasse kom Finn Andersen i lære som smed hos en lokal virksomhed i Brøndbyvester, og det valg skulle vise sig at få betydning for resten af hans liv. Uddannelsen tog fire og et halvt år.

- Jeg var færdig nytårsaften 1968/69, og der var jeg så heldig, at lige præcis den aften var der en, der havde kigget efter mig. Hun hed Birgit og sad oppe på kontoret, og hun var med til vores Svendegilde og blev senere min kæreste og kone. Det er hun stadigvæk i dag, fortæller Finn Andersen.

En ledertype

Efter endt uddannelse og en periode med arbejde som smed skulle Finn Andersen aftjene sin værnepligt. Det foregik på kasernen i Skive, der på det tidspunkt var helt ny, men tre måneder senere var han atter tilbage i Brøndbyvester.

Der begyndte et nyt kapitel i hans liv, idet han blev gift med Birgit, og sammen fik parret deres første barn. Hjemkomsten til Brøndby betød også et karriereskift, idet Finn Andersen blev udlært telefonmontør og -tekniker hos KTAS. Ved siden af plejede han dog fortsat interessen for fodbold i Brøndbyernes Idrætsforening.

Her fik de andre samtidig øjnene op for Finn Andersens talent uden for banen. Han blev derfor hurtigt spurgt af en af klubbens stiftere, om han ville være assistent for klubbens nye træner i 1973.

- Der havde han set, at jeg var en ledertype. Jeg spillede på andetholdet, og jeg sagde, jeg ikke troede, at det ville gå, for Per Bjerregaard havde også spurgt, om jeg ville være med i foreningens nye bestyrelse, fortæller Finn Andersen, der overlod opgaven som assistenttræner til Tom Køhlert.

I stedet blev Finn Andersen så ungdomsformand i klubben, hvor han fik stort kendskab til Brøndby Hallen, hvor al omklædning dengang foregik i kælderen. Der gik dog ikke lang tid, før Finn Andersen fik arbejde i hallen, da den daværende direktør Svend Knudsen fortalte, at inspektøren i Brøndby Hallen manglede en assistent.

Tilbuddet fra haldirektøren betød, at Finn Andersen tog orlov fra KTAS. Han vendte dog aldrig tilbage til telefonselskabet, for efter syv år i Brøndby Hallen blev han direktør i Brøndbyernes IF Fodbold A/S i forbindelse med, at klubben som den første i Danmark overgik til fuldtidsprofessionalisme i 1986.

Fuld fart på

Som direktør i fremadstormende Brøndby havde Finn Andersen en fantastisk tid. Klubben vandt fodboldkampe på stribe, og ude i Europa var de blå-gule også begyndt at gøre sig bemærket med en række flotte internationale resultater, blandt andet en kvartfinale i Den Europæiske Mesterholdsturnering.

Tilværelsen som ansat i klubben betød nogle lange arbejdsdage, der begyndte klokken otte om morgenen og ofte sluttede omkring klokken 10 om aftenen.

- Når jeg havde fri, følte jeg, at jeg skulle blive der, når de frivillige mødte ind i klubben. Jeg tror, at der var en forventning om, at vi, der fik løn for at være der, også var der om aftenen. Jeg var jo også næstformand i amatørafdelingen, så der var fuld fart på, fortæller Finn Andersen om at komme til at leve af sin store fritidsinteresse.

Samtidig fik han rollen som ham, der skulle forsone parterne, hvis formanden engang imellem havde været lidt for hård i retorikken. Ifølge Finn Andersen skyldtes det dog oftest, at Per Bjerregaard gik med en masse tanker om at føre klubben videre til det næste niveau.

- Vi arbejdede meget dengang. Det var svært at gå hjem. Klubben blev en del af os på godt og ondt. Det havde dog ikke kunnet lade sig gøre for mig, hvis ikke det havde været for min kone, som var så stabil til at passe tingene derhjemme, siger Finn Andersen, der nåede at være direktør i fodboldklubben frem til Interbank-skandalen.

Forsøget på at overtage en bank var ved at koste klubben en konkurs i 1992, og derfor var det nødvendigt med en udskiftning i klubledelsen. Finn Andersen blev dog hurtigt tilbudt et job som assistent for den daværende direktør i Brøndby Hallen, der snart ville stoppe, fordi han skulle overtage sine forældres hotel.

- Der sker så det frygtelige i mellemtiden, at han falder om på golfbanen og dør, og så overtager jeg butikken i 1993, forklarer han.

Et spørgsmål om tillid

Frem til 1994 var Brøndby Hallen indrettet som skøjtehal, hvor det bedste ishockeyhold fra Rødovre blandt andet spillede på hjemmebane. Klubben flyttede dog til nabokommunen, da der i Rødovre blev bygget en ny skøjtehal i midten af 1990’erne.

Da ishockeyklubben rykkede ud, blev Brøndby Hallen omdannet til en rigtig sportshal, som ifølge Finn Andersen blev en stor succes.

- Det gav nogle udfordringer med, at det var et andet kundesegment, vi pludselig skulle finde. Vi fik dog samlet nogle gode folk, som havde den samme stærke ånd, som vi havde i fodboldklubben, så knoklede hele ugen, siger han.

Der var dog også lidt held indblandet, erkender Finn Andersen, som det lykkedes at få den legendariske boksepromotor Mogens Palle til at lægge sine stævner i Brøndby Hallen igen efter flere års fravær.

- Det bedste arrangement, man kunne have, var boksning, og Mogens Palle havde nogle store navne i folden, fortæller Finn Andersen.

Forhandlingerne med Mogens Palle var imidlertid hårde. Han skulle have et stævne, og det endte med en aftale, som boksepromotoren dog aldrig fik skrevet under.

- Jeg fik at vide af Kjeld Rasmussen, at jeg ikke kunne stole på Mogens Palle, men jeg viste ham tillid, og stævnet var en kæmpesucces. Det var en kanonforretning, og der går en måned, og så hører jeg ikke fra ham, siger Finn Andersen.

Mogens Palle vendte dog tilbage, for han havde planer om flere stævner i Brøndby, og i den forbindelse spurgte han, om der var blevet betalt.

- Så skyndte vi os at få det i orden. Fra den dag holdt vi omkring 15 stævner, og vi havde aldrig noget på papir. Vi snød aldrig hinanden, fortæller Finn Andersen og griner.

I de 20 år, han nåede at være direktør, var det oftest ikke nødvendigt at have advokater ind over.

- Jeg har tillid til folk, og hvis de bryder den tillid, så er de ude. Jeg tror kun, at det er sket én gang, siger Finn Andersen om de 20 år, han nåede at være direktør for Brøndby Hallen.

Politisk aktiv

På Finn Andersens cv står der efterhånden alt fra smed, telefontekniker og direktør. Det slutter dog ikke der, for i 2017 besluttede han sig for at stille op for Socialdemokratiet til kommunalvalget i Brøndby. Her fik han stemmer nok til at indtage én af de 19 stole i kommunalbestyrelsessalen på rådhuset i Brøndby.

- Jeg stillede op af en simpel grund, for jeg nyder byen, og så var der noget med nogle boligansvisningsretter. Når jeg har boet her i 60 år, har jeg haft en kæmpe berøringsflade og føler, at jeg kender rigtig mange i Brøndby. Jeg ville gerne ind og være med til at præge kommunens udvikling, fortæller Finn Andersen.

Han fandt dog hurtigt ud af, at det politiske miljø var væsentligt anderledes, end han havde været vant til.

- I starten trampede jeg nok lidt rundt ligesom en elefant i en porcelænsbutik. Politik er noget helt andet end at drive fodboldklubben og hallen herude, hvor jeg var vant til at bestemme, siger Finn Andersen.

Det politiske spil lærte han dog på den hårde måde efter at have stemt mod sin egen gruppe til kommunalbestyrelsesmødet.

- Det var ikke så godt, for det skal man ikke gøre. Det skal man ikke. Så er det bedre at bearbejde det indefra, erkender han.

Finn Andersen fik dog genvalg til kommunalbestyrelsen fire år senere, og til valget i 2021 havde medlemmerne af partiforeningen valgt at placere ham som nummer tre på listen.

- Det blev jeg rørt over. Det var jo vores medlemmer, der sagde, at jeg havde gjort det godt. Det viser, at de har haft en tillid til det arbejde, jeg laver, forklarer Finn Andersen, som siden 1. januar 2022 har været formand for Teknik- og Miljøudvalget i Brøndby Kommune.

Den populære politiker stopper dog, når der skal vælges en ny kommunalbestyrelse i november 2025. Det er der flere grunde til.

Tid til familien

Hvervet som formand for Teknik- og Miljøudvalget er krævende, og det kan Finn Andersen mærke. Samtidig mener han, at han efterhånden skylder sin kone Birgit at bruge mere tid derhjemme.

- Hun har ofret rigtig meget, så det skylder jeg hende. Jeg har også fire børnebørn, som jeg gerne vil bruge mere tid med, siger Finn Andersen.

Han slår endnu engang fast, at han ikke var nået der, hvor han er i dag, hvis han ikke havde haft en kone, der stod bag ham i tykt og tyndt i de mere end 50 år, der har budt på mange store oplevelser med med fodboldklubben Brøndby IF.

Finn Andersen fremhæver blandt andet sejren over Liverpool på Anfield den 31. oktober 1995 som et særligt øjeblik i klubbens historie.

- Der står du faktisk og siger til dig selv, lige da det sker, at det er færdigt, at du har vundet den der kamp, at nu er vi tilbage igen. Fordi der havde vi været helt nede i dybet, siger han og henviser til krisen i 1992.

Lidt mere end 20 år senere var fodboldklubben atter ved at dreje nøglen om. På det tidspunkt sad Finn Andersen i bestyrelsen og var derfor endnu engang tæt på begivenhederne. Endnu en konkursen blev dog afværget i sidste time, og siden har Finn Andersen ikke været involveret i det professionelle selskab, som han selv var med til at drive frem fra midten af 1980’erne. Blandt andet var Finn Andersen en af arkitekterne bag Brøndbys store succes inden for kvindefodbold i årene fra 2003 og frem.

Han trådte ud af selskabets bestyrelse i foråret 2012, da det så allermest sort ud. Minderne om de store øjeblikke, klubben har været igennem på rejsen fra 1964 og frem til i dag, kan ingen imidlertid tage fra ham.

- Vi har virkelig oplevet noget. Og det skal man huske, i den her brydningstid, hvor det hele ændrer sig. Der skal man ikke gå og hænge med hovedet. Det har været hårdt, men vi har fandeme haft det sjovt, siger Finn Andersen, der tirsdag den 21. februar 2023 kan sætte 75 lys i lagkagen.

Til maj kan han også fejre, at han har været medlem af den lokale fodboldklub i 65 år.

Foto: Robert Hendel
Foto: Robert Hendel