Fik hjælp udefra: Brøndby er i DM-kvartfinalen

Futsal-mandskabet i Brøndby var afhængigt af de øvrige resultater i sidste spillerunde, da kvartfinale-billetten blev sikret

I kvartfinalen skal Brøndby møde de forsvarende mestre og storfavoritter fra Futsal Gentofte.

Foto: Robert Hendel

Sidste uges nederlag til Aalborg Futsal Klub blev dyrt for Brøndby. Nederlaget betød nemlig, at de blå-gule ikke selv havde indflydelse på slutplaceringerne i kvalifikationsspillet, hvor de to øverst placerede kommer med i DM-kvartfinalerne.

Det krævede, at alting flaskede sig i den sidste spillerunde, hvor sejre til både Albertslund IF og FC Fjordbold eller Aalborg Futsal Klub ville eksempelvis sende sorteper i favnen på Brøndby-spillerne.

Heldigvis for de blå-gule endte opgøret mellem FC Fjordbold og Aalborg Futsal Klub uden vinder, og dermed snupper Brøndby den ene kvartfinalebillet på grund af bedre indbyrdes resultater mod FC Fjordbold i kvalifikationsspillet.

I kvartfinalen venter de forsvarende mestre og storfavoritter fra Futsal Gentofte, og første opgør i kvartfinaleserien bliver spillet i Brøndby i weekenden.