Blev dømt for trøje-tyveri i S-tog og forlod retten som frie mænd

Tre unge mænd blev onsdag eftermiddag frifundet for røveri, men i stedet fundet skyldige i ulovlig tvang. Ifølge retten magtede anklagemyndigheden ikke at føre bevis for, at de tre mænd havde intentioner om at berige sig selv

Retten i Glostrup fandt ikke bevis for, at der var tale om røveri, da to FCK-fans fik frataget deres trøjer i et S-tog den 7. august 2022.

Foto: Robert Hendel

Der var ikke tale om røveri, da tre maskerede mænd i sommer passede to unge mænd op i et S-tog for at fratage dem deres FCK-trøjer. Det slog en enig domsmandsret ved Retten i Glostrup fast onsdag eftermiddag.

De tre mænd på 19, 20 og 23 år var steget på et S-tog i Glostrup den 7. august 2022 omkring klokken 11.45 for at tage toget til Brøndbyøster, hvor de skulle mødes med flere af deres venner forud for en fodboldkamp mellem FC København og Brøndby i Parken på Østerbro.

Da de tre mænd gik gennem S-toget for at komme fra den ene ende til den anden, stoppede de op ved to yngre mænd, som også var stået på toget i Glostrup. De to yngre mænd var også på vej i Parken, men de holdt med FC København, hvilket fremgik af deres påklædning.

Kort efter blev de omringet af to af de tiltalte mænd, som satte sig ved siden af de to FCK-fans, der i samme øjeblik blev bedt om at aflevere deres FCK-tøj.

Optrinnet blev filmet af den ene af mændene, der onsdag sad på anklagebænken.

Smed tøjet

På en videooptagelse fra S-toget, der blev afspillet i retten, fremgik det, at den ene af de forurettede hurtigt efterkom opfordringen fra de tre mænd, som havde omringet dem.

Resolut smed han sine shorts og tog sin FCK-trøje af, så han endte med at sidde i toget uden bukser på. Den anden person afviste i første omgang at give sin trøje til de tre Brøndby-fans.

– De spørger, om vi vil tage trøjerne af eller afgøre det på næste station, forklarede den ene af de forurettede, da han var indkaldt som vidne under retssagen.

Han mente ikke, at han selv havde fremprovokeret en reaktion fra de tre mænd. Samtidig opfattede han samtalen som en trussel og valgte derfor til sidst at efterkomme opfordringen fra de tre mænd, idet han ikke var interesseret i et slagsmål på den næste station.

– Brøndbyøster eller -vester er den station, Brøndby-fans tager toget fra normalt, så der skal jeg ikke ud. Det er for at spare mig selv for at få en på låget, lød begrundelsen for, at han til sidst gjorde, som de tre gerningsmænd havde beordret ham til.

Hoverede på station

Et kvindeligt vidne, der sad i S-toget, da de tre mænd tog trøjerne fra de to forurettede, forklarede i retten, at hun blev opmærksom på episoden, da hun hørte nogen råbe.

– Det virker som om, at de er sure på hinanden. Dem, der sidder ned, råber også tilbage, lød det fra vidneskranken.

Vidnet bemærkede, at de tre mænd råbte noget fodboldrelateret, da de forlod toget på Brøndbyøster Station.

Her viste billeder fra videoovervågningen, hvordan de tre hoverede over fangsten i S-toget og fik bifald fra en gruppe Brøndby-fans, der stod på perronen. De tre mænd fortsatte ned i tunellen under Brøndbyøster Station, hvor de først gik til højre og op mod Nygårds Plads.

De vendte dog hurtigt om og gik gennem tunellen igen og op mod busholdepladsen på Brøndbyøster Torv, hvor trøjerne ifølge de tiltalte endte i en skraldespand efter endnu en kort fremvisning foran en gruppe Brøndby-fans.

Hån og ydmygelse

Anklager Natali Nasr mente ikke, at der kunne herske tvivl om, at der var tale om et røveri, og hun krævede derfor mindst ni måneders fængsel til de tre tiltalte i sagen.

– Hvorfor retter de henvendelse? Hvad vil de have ud af det? De vil have de forurettedes trøjer og shorts. Hvorfor? Der er to grunde. De vil håne og ydmyge dem og dominere dem fra den anden klub. De vil vise det frem efterfølgende, argumenterede hun blandt andet under sine afsluttende bemærkninger til sagen.

Besiddelsen af stjålet tøj skulle ifølge anklageren anses for at være et trofæ.

– De får ligefrem applaus fra både venner og fremmede Brøndby-fans, konstaterede hun og erklærede sig uenig i de tre forsvareres påstand om, at der blot var tale om ulovlig tvang.

– De mener ikke, at tiltalte er blevet beriget, selvom de hejser trøjerne op som trofæer, sagde hun og forsøgte samtidig at så tvivl om, hvorvidt trøjerne var blevet kasseret, sådan som de tre tiltalte havde forklaret.

Spørgsmål om forsæt

Ifølge de tre forsvarere var det langt fra hævet over enhver rimelig tvivl, at de tre tiltalte personer havde taget FCK-trøjerne fra de to forurettede med henblik på at berige sig selv. Af den grund mente de ikke, at der kunne være tale om røveri.

– Min klient har hele tiden erkendt, at han smed trøjerne ud. Ville han som Brøndby-fan gå med den trøje? Ville han sælge den? Nej. Der er derfor intet berigelsesforsæt, lød det fra forsvarer Poul Hauch Fenger, der repræsenterede den ene af de tiltalte i sagen.

Han understregede samtidig, at det var problematisk, at anklagemyndigheden ikke havde forsøgt at indhente video fra det sted, hvor trøjerne ifølge de tiltalte i sagen skulle være smidt ud.

En anden af forsvarerne lagde også vægt på, at de tre tiltalte i sagen ikke havde forsæt til at berige sig selv. Blandt andet lagde han til grund, at en af personerne filmede episoden.

– Havde man begået et røveri ville man næppe fremvise tyvekosterne til en masse forskellige mennesker, sagde han og tilføjede, at anklageren ikke havde løftet bevisbyrden.

Derfor argumenterede han for, at de tre højst kunne dømmes for ulovlig tvang, fordi der snarere var tale om drillerier frem for røveri.

Alvorlig kriminalitet

Retten fandt ligesom forsvarerne ikke bevis for, at der skulle være tale om røveri, som var anklagemyndighedens primære påstand. I stedet gav en enig domsmandsret de tre forsvarere medhold i, at de tiltalte var skyldige i ulovlig tvang.

Ifølge retsformanden havde Anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns ikke ført tilstrækkeligt bevis for, at de tiltalte havde forsæt til at skaffe sig uberettiget vinding i forbindelse med tyveriet af FCK-trøjerne.

Retsformanden var dog langt fra enig med en af forsvarerne i, at der var tale om drillerier.

– Det er ganske er ganske alvorlige forhold af ulovlig tvang, der er begået over for to forurettede. Det er er begrundet i, at de holder med en anden fodboldklub, og det er begået i forening, sagde hun, da hun havde læst kendelsen op.

Her lagde retsformanden også vægt på, at de tre dømte personer i forvejen havde straffe for personfarlig kriminalitet, ligesom episoden i S-toget var sket i forening og umotiveret over for to forurettede.

Løsladt på stedet

Alle tre tiltalte blev idømt fire måneders fængsel, men da den 23-årige tiltalte i sagen i forvejen havde en reststraf på 124 dages fængsel, skal han i fængsel i otte måneder.

Han fik desuden konfiskeret en peberspray, 12,26 gram hash og 4.800 kroner i kontanter. En anden tiltalt fik desuden konfiskeret en butterflykniv, som blev fundet under politiets ransagning af hans hjem.

Den 19-årige mand valgte at tage 14 dages betænkningstid. De to øvrige dømte i sagen accepterede dommen efter en kort snak med deres forsvarere. Samtidig kunne den 20-årige og den 23-årige forlade retten som frie mænd som følge af, at de havde siddet varetægtsfængslet i fire måneder frem mod retssagen.

I en pressemeddelelse, som Københavns Vestegns Politi sendte ud efter afgørelsen i retten, fremgår det, at anklagemyndigheden vil læse dommens præmisser grundigt igennem. Herefter vil anklageren tage stilling til, om hun vil anke sagen til Østre Landsret.