Alt du ikke så på TV - skuffelsen er kolossal

En gul og blå hær marcherer i samlet flok i silende regnvejr mod Brøndby Stadion. Stedet, hvor manges drømme snart skal blive til virkelighed. Stemningen er på kogepunktet. Romerlys tændes, røgbomber kan ses på lang afstand. Forventningerne er i top.

Der er få timer til guldbraget skal slås. Brøndby møder et AGF-mandskab, hvis eneste motivation og vilje til sejr er at forpurre rivalens drøm om et mesterskab.

I fanzonen er der fællessang og optræk til stor blå gul fest. Det føles lidt som om, at fansene allerede tror, at guldet er hjemme. Det guld, som de alle ønsker, skal tilbage til Vestegnen igen efter et par år uden at stå øverst på tronen. ”Guldet skal hjem til Vestegnen igen,” bliver der sunget højlydt.

Imens antændes det ene romerlys og fyrværkeri efter hinanden. Normalvis affyrer man jo kun fyrværkeri, når man skal fejre noget. Nogle vil måske mene, der er ved at gå storhedsvanvid over de blågule fra Vestegnen. Men det er sådan, mentaliteten er. At tro på selv det umulige. At tro på det bedste i klubben og i holdet.

Guldet skal hjem til Vestegnen igen

Netop den tro er ikke til at lægge skjul på.

Vi møder 13-årige Sebastian og faren Lars Højer. De er begge spændte, men tror på, at mesterskabet hives i land.

– Det bliver en stensikker sejr. Jeg tror simpelthen ikke, at de (AGF, red) kan stå for det pres, som de kommer for derinde, så jeg tror på det. Det skal nok gå det hele, siger Lars Højer.

Han bakkes op af sønnike, som er iført Brøndby-trøje og er klar til at bakke sine helte op.

- Jeg er lidt nervøs, men jeg tror på, at vi hiver den hjem. Vi har spillet godt hele sæsonen. Det er klart, at man er lidt nervøs, men jeg tror, vi slår dem, siger Sebastian.

Stadion på kogepunktet

Vi nærmer os kampstart. Stadion fyldes til randen. Stemningen er på kogepunktet. Oppe fra pressepladserne må jeg tage høretelefoner i for at kunne høre noget. Et stort inferno er nemlig ved at overdøve alt. Det er her, vi er ved at ramme det højeste på Richterskalaen for første gang.

”Stoltheden er kolossal,” synger hele stadion, mens alle rejser sig. Ja, selv hårene rejser sig oppe på pressepladserne, hvor folk må finde telefonerne frem og dokumentere den vilde stemning. Der er nærmest Balkan-tilstande.

Spillerne løber på banen. Nu går det løs. Det store slag skal slås. Der er spillet få minutter, da der lyder et kæmpe jubelbrøl. Det er uden for stadion, hvor flere tusinde er stimlet sammen for at se kampen på storskærm.

Alle dem, som ikke fik billet til kampen. Og nej, det er ikke heltene fra Brøndby, der har bragt sig foran. Det er tværtimod FC Midtjylland, den direkte konkurrent til guldet, der er kommet bagud mod Silkeborg.

Skuffelsen er kolossal

Herfra taler historien for sig selv. Op- og ned. Brøndby-fansene var i himlen, men endte i helvedet efter at have lidt et smertefuldt 2-3 nederlag på hjemmebane til AGF. Samtidig gjorde FC Midtjylland arbejdet færdigt og kom tilbage fra at være bagud 0-2 til at spille 3-3 mod Silkeborg.

Tilbage sidder slukørede Brøndby-spillere i græsset med trøjen op over hovedet. Nogle af grådkvalte, andre er bare tomme i blikket. Det samme er de mange tusinde fans. Den 26. maj 2024 står tilbage som en gigantisk skuffelse. En skuffelse, hvor man i fællesskab endte i helvedet. Højt at flyve, dybt at falde. Skuffelsen er kolossal.

Skuffelsen var enorm hos Brøndby-fansene. Foto: Robert Hendel
Stemningen var undervejs på kogepunktet. Foto: Robert Hendel