Medborgerhuset på Bredgade i Kalundborg skal have nyt køkken. Det mener, man i hvert fald i medborgerhuset, der har ansøgt Kalundborg Kommune om en halv million kroner til projektet.
Sagen har allerede været behandlet i Socialudvalget, og skal på onsdag op i Økonomiudvalget.
- Vores nuværende køkken er ikke indrettet helt så praktisk, som vi kunne ønske det. Hvis vi får godkendt vores ønske, så kan vi sikre vores medarbejdere og frivillige bedre arbejdsvilkår, og bedre servicere de mange borgere, som kommer her hver dag for at få frokost, fortæller Marianne Madsen, der er daglig leder af medborgerhuset.
Det er der god brug for, da medborgerhuset er populært som aldrig før.
- Vi har netop rundet de 500 følgere på Facebook, og vi har rigtig mange faste brugere, fortæller Marianne Madsen.
Hvis Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen godkender bevillingen til det nye køkken, så håber hun at det kan blive installeret meget snart.
- Vi håber på at kunne fejre genåbningen når vi ovre Coronakrisen med lagkage og fest. Planen er at det nye køkken skal være færdigt til den tid, siger hun.
Kalundborg Medborgerhus har holdt til i lokalerne på Bredgade siden 1986.
