Inden længe kan tilbudsjægere gå på jagt efter billigt tøj til hele familien, når Dansk Outlet torsdag den 29. april slår dørene op til endnu en butik på Sjælland.
De flytter ind i lokalerne på Merkurvej 7, der tidligere har huset Euro Outlet, loppesupermarkedet takeNOW samt pop-up butikken Outletland. I spidsen for butikken står franchisetager Ole Nielsen, som for halvandet år siden åbnede Dansk Outlet i Haslev, hvor han og hans kone Ivy begge har haft sin daglige gang.
- Næstved er jo Danmarks 15. største by og har i forvejen et frodigt butiksliv. Der er en rigtig god udvikling i byen, som også har et stort opland og trækker folk til fra store dele af Sjælland og syd fra Falster. Derfor har jeg længe været interesseret i at åbne i Næstved, og nu har vi fundet nogle rigtig gode lokaler lige mellem Næstved Storcenter og det nye Næstved Retail Park, som kommer til at huse en masse spændende butikker. Jeg glæder mig rigtig meget og tror, at rigtig mange kunder får glæde af butikken, lyder det fra Ole Nielsen.
Vil være billigst
Dansk Outlet sælger tøj, sko og accessories til hele familien. Dansk Outlet tæller i dag - med den kommende butik i Næstved - 30 butikker, hvoraf de fem er placeret på Sjælland.
At det er en kæde, der står bag giver ifølge Ole Nielsen fordele både for medarbejdere og kunder.
- I Dansk Outlet stræber vi altid efter at være billigst - uden at gå på kompromis med kvaliteten. En af de vigtigste grunde til, at det kan lade sig gøre er fordi vi kan lave centrale aftaler med leverandører, ligesom vi selv producerer rigtig mange af vores tøjbrands. Herudover er der en masse erfaring og hjælp at hente, så alting kører på skinner fra dag et, siger han.
Åbningsfest over fire dage
Dansk Outlet Næstved slår dørene op til et brag af en åbningsfest allerede klokken 08.00 torsdag den 29. april med skarpe åbningstilbud, konkurrencer, højt humør og bugnende hylder.
For at sikre god afstand, og at alle kunder kan handle trygt, foregår åbningsfesten over fire dage fra den 29. april til den 2. maj.
- Alt er klappet og klar til åbningen. Vi har fået ansat et rigtig godt lokalt hold, og tøjet bugner på hylder og stativer - så nu kan vi bare slet ikke vente med at byde vores kunder velkommen, siger Ole Nielsen.
Læs hele programmet for åbningsfesten og deltag i konkurrencen på Facebook-siden »Dansk Outlet Næstved«.