Team Sashi High Class Racing går efter sejren ved årets Le Mans-løb, der er rykket fra juni til august.
Bag rattet i danskerbilen vil sidde Anders Fjordbach samt Kevin og Jan Magnussen, søn og far, som altid har delt fascinationen for fart. Drømmen har samtidig altid været en dag at skulle sidde i samme bil ved et løb, hvor 47-årige Jan Magnussen har deltaget 22 gange siden 1999.
Og nu går den drøm i opfyldelse, kunne parterne berette endeligt ved et pressemøde fredag.
En teamsport
Det er dog ikke kun førerne af bilen, der er vigtige i denne sammenhæng. De folk, der sikrer, at den overhovedet får mulighed for at slide den franske asfalt, er måske endnu mere vitale.
Det er ingen ringere end lokale John Sashi Nielsen, indehaver af JN Meat, der figurerer som storsponsor. En mand, der er vant til at stræbe efter podiepladser. Selv når det gælder kød.
John Nielsen, hvis virksomhed er 41 år gammel, er tidligere kåret som verdensmester - ad to omgange endda - når talen falder på klodens bedste steak. Sidst blev hans steak valgt iblandt 330.
- Da Kevin, Jan og arbejdsgruppen bag projektet kontaktede mig, så jeg straks chancen for at være med til at skrive et kapitel i dansk motorsportshistorie, og det er en ære for min virksomhed at være med på rejsen, sagde John Nielsen på pressemødet fredag, hvor han som den første fik lov at øse ud af lovordene oven på offentliggørelsen.
- Holdet har præcis de samme visioner, som har drevet mig alle årene, og vi har sagt til os selv, at det her skulle vi ikke gå glip af. Det var en »one of a kind«-mulighed, og vi slog til, sagde han og lagde her ikke skjul på, at han er stolt.
- Jeg er selvfølgelig beæret over det her. At sætte Kevin og Jan, søn og far, i samme bil er fantastisk, sagde kødgrossisten, der i øvrigt deler navn med den første dansker, der vandt Le Mans tilbage i 1990.
