Har borgmesteren en holdning til brændeovne?

Søren Kristensen, Sommerbuen 61, Ballerup

Det var en glæde at høre de forskellige familliers børn lege i haverne. Dog svandt glæden hver dag omkring klokken 19, hvor den første brændeovn blev tændt. Jeg fik det helt dårligt ved tanken om, hvad disse børn nu begyndte at inhalere af sodpartikler og giftgasser. Vi for vores part gik ind og lukkede døre og vinduer, men mine bekymringer gik på børnene. Det gode vejr fortsatte ind i begyndelsen af denne uge, hvor det hele gentog sig igen L

Jeg opfordrer til, at vi tager ansvaret på os og passer på vores børns helbred.

Der er desuden sket en eskalering i afbrænding af haveaffald. Jeg ved ikke om det skyldes at de gamle haveaffalsbeholdere skulle udskiftes, og nogle borgere ikke vil betale for de nye og dyrere beholdere, men godt er det ikke.

Jeg ved godt, at man fra kommunal side endnu ikke er moden til et forbud mod brug af brændeovne, men indtil det sker vil jeg gerne opfordre til, at man fra kommunal side løbende sender SMS’ er ud til borgerne med information om faren og generne ved brug af brændeovne samt afbrænding af haveaffald.

En del af problemet er etnicitet, og jeg tror ikke Ballerup Bladet altid bliver læst, men derimod brugt til en kærkommen hjælp til optænding af brændeovnen. Derfor mener jeg at måden man kan komme ud til denne og andre grupper er med en løbende SMS info.

Med fare for at gentage mig selv så synes jeg vi skal tage ansvaret på os, og sikre vores børns helbred men også ældre og folk med lungeproblemer.

Svar fra borgmesteren

Kære Søren Kristensen.

Tak for dine refleksioner om brændeovne og afbrænding af haveaffald.

Haveaffald må ikke afbrændes i haverne. Det fremgår af kommunens affaldsregulativ, at det er forbudt, og det er der flere grunde til. Én af dem er den lokale forurening, som et bål i haven giver. Dertil skal lægges risiko for brandudvikling i tørre perioder, og ønsket om at genanvende næringsstofferne i haveaffaldet, enten i egen have eller ved indsamling af haveaffald til kompostering. Jeg troede, at de fleste borgere kendte til afbrændingsforbuddet af haveaffald, men dit læserbrev giver anledning til overvejelser, om vi som kommune skal sætte gang i en kampagne om haveaffald.

Så er der brændeovne. Jeg er bekendt med, at mange føler sig generet af røg fra brændeovne – ikke mindst hvis man fyrer forkert, med forkert materiale eller for gammel brændeovn. Partikelforureningen kan have sundhedsmæssige konsekvenser, som du skriver. Vi har drøftet problematikken i kommunalbestyrelsen, og vi har derfor besluttet at gennemføre en brændeovnskampagne, hvor borgerne kan få tilskud til skrotning af gamle brændeovne. Nye svanemærkede brændeovne forurener nemlig langt mindre end gamle. Vi er mig bekendt den eneste kommune, der har en sådan kampagne i år. Tilskuddets størrelse og de endelige bestemmelser forventes vedtaget senere på året.

Det er ikke muligt for kommunen at gennemføre et generelt forbud mod eksisterende brændeovne. Det er national lovgivning. I mange af vores nye lokalplaner har vi dog forbudt etablering af skorstene. Hvis en nabo har en generende brændeovn, vil jeg anbefale, at man taler med sin nabo, og sammen finder en løsning. Det er på alle måder det bedste. Hvis det ikke er muligt, kan man kontakte kommunens miljøteam, som vil behandle klagen efter gældende regler. Også omkring brændeovne giver din henvendelse anledning til at overveje, om vi skal udbrede kendskabet til den information, vi har på kommunens hjemmeside om emnet og om god forbrænding.

Jesper Würtzen (A), borgmester i Ballerup Kommune

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...