Lego har onsdag offentliggjort regnskab for 2020, som blev det bedste år nogensinde. Her er fakta om den danske legetøjsvirksomhed:
* Lego er et privatejet selskab med hovedkontor i Billund, men Lego har afdelinger over hele verden, og der sælges produkter i mere end 140 lande.
* Selskabet ejes stadig af familien Kirk Kristiansen, som grundlagde det i 1932. Familien er blandt landets rigeste.
* Lego startede med at lave snedkerarbejde som trapper, skamler og strygebrætter.
* Lego begyndte kort efter også at lave trælegetøj.
* Lego begyndte i 1949 at lave klodser, der kunne sættes sammen.
* Legoklodsen, som den kendes i dag, blev lanceret i 1958.
* Virksomheden beskæftiger sig med udvikling af børns kreativitet gennem leg og læring. Navnet Lego er en sammentrækning af ordene "leg godt".
* Med udgangspunkt i den karakteristiske legoklods sælger virksomheden legetøj, oplevelser og undervisningsmateriale til børn over hele verden.
* Virksomhedens administrerende direktør er Niels B. Christiansen. Han har tidligere været administrerende direktør i Danfoss, der er kendt for sine termostater.
* Han erstattede 1. oktober 2017 Bali Padda, der nåede at bestride posten i godt halvandet år.
Kilde: Lego.