150 tonstunge og kæmpe store brønddæksler til socialt medies store datacenter i Danmark har åbnet døren til cyberspace og vækst for smedefirmaet J. E. Juncker i Skibby på Hornsherred.
2017 begyndte som et svært år for smede- og ingeniørvirksomheden J. E. Juncker på Hovedgaden i Skibby på Hornsherred.
Søren Krag havde købt den gamle familievirksomhed to år forinden, og 2016 havde været et år med røde tal på bundlinjen i regnskabet. 2017 tegnede heller ikke for godt.
Så skete der noget. Facebook valgte at bygge sit nye store europæiske datacenter i Odense. M. T. Højgaard blev hovedentreprenør, og Søren Krag og hans smedefirma bød og fik opgaven med at fabrikere 150 tonstunge og meget store galvaniserede brønddæksler. De skulle være op til fire gange fire meter store, og det store datacenter skulle bruge dem til at dække de mange store el- og databrønde med kabelsamlinger og teknik under jordens overflade. Der måtte med andre ord ikke kunne trænge regn ned, og dækslerne skulle være så stærke, at de kunne holde til, at der kørte biler på dem.
Det vendte
Fra den opgave kom i hus, er J. E. Juncker vokset. Skibbyfirmaet har sat endnu mere fokus på at lave dæksler og konstruerer, producerer og leverer i dag eksklusive specialproducerede brønddæksler til store kunder også i udlandet. Blandt andet som leverandør til Facebooks datacentre i hele Europa. Hen over 2018, 2019 og 2020 har J. E. Juncker genrejst sig og er vokset videre derfra med plus på bundlinjen.
Det var Jørgen Erik Juncker, der etablerede firmaet tilbage i midten af 1960'erne. Heraf firmanavnet J. E. Juncker. Siden overtog hans søn Erik Juncker virksomheden, der i mange år levede en god og lidt stille tilværelse med fabrikation og reparation af en vifte af forskellige ting af jern og metal.
Værktøjsmager
Søren Krag er uddannet værktøjsmager og maskiningeniør, og han trådte sine første år på arbejdsmarkedet først hos Grundfos i Bjerringbro og siden hos Nissens i Horsens.
Så mødte han kærligheden i form af sjællandske Louise, og så flyttede han til Roskilde og fik arbejde i en medicovirksomhed.
Han husker skiftet sådan:
- Jeg kom fra en spændende stilling med 150 rejsedage om året til et mere stille job. Firmaet fejlede ikke noget. Jobbet blev bare aldrig det, jeg havde drømt om.
Selvstændigt virke
Herfra tog Søren Krags virke et skift.
- Jeg blev gennem en bekendt spurgt, om jeg ville købe et gammelt familiefirma med speciale i at lave vinduesåbnere, og det tændte min lyst til at blive selvstændig. Hurtigt forstod jeg, at jeg ikke skulle have pengene for at købe et firma, og jeg fik forretningsplan og finansiering på plads med bank, Vækstfonden og andre. Hen over et år arbejdede jeg i firmaet som led i at kunne overtage det, og pludselig meldte en slægtning til ejeren af firmaet sig. Hun ville gerne overtage det, og ejeren kunne næsten ikke gøre andet end at lade firmaet blive i familien.
- For mig var det en streg i regningen, men jeg havde fået lyst til at købe et firma, og jeg havde lært, hvad det indebærer at købe et firma. Derfor henvendte jeg mig hos flere virksomhedsmæglere og fortalte, at jeg var på udkig efter et firma, fortæller Søren Krag.
Mulighed for udvikling
Sådan kom han i kontakt med J. E. Juncker i Skibby.
- Firmaet lå tæt på min bopæl, og det var en branche med konstruktion og forarbejdning i jern og metal, som jeg kendte til. Dertil var det sundt, og det emmede samtidig også af mulighed for udvikling, siger Søren Krag og smiler:
- Der var hessian på væggene, tæpper på gulvene, og bogføringen blev stadig fortaget i 1990'ernes store økonomisystem Navision C4. Markedsføringen var spagfærdig. »Kan det køre med overskud, kan jeg virkelig banke det op«, tænkte jeg og købte firmaet i 2015.
Søren Krag ler.
- Det kunne jeg så ikke lige. 2016 og til dels også 2017 blev svære år, hvor overskuddet forsvandt, og hvor vi ikke vidste hvilket ben, vi skulle stå på i J. E. Juncker.
Firmaet investerede i nye computerstyrede cnc-maskiner, nyt økonomisystem og et 3D-tegneprogram, og lige meget hjalp det.
Bød på stor opgave
Så var det, at M. T. Højgaard søgte en underleverandør til at konstruere og producere 150 store eksklusive brønddæksler til det store sociale medie Facebooks nye store datacenter i Odense.
- Den opgave bød vi på, og den fik vi. Det var en festdag i firmaet, da ordren i hus, og hen over et halvt år fik vi travlt i firmaet. Opgaven gav flere udfordringer, end vi havde forudset, husker Søren Krag og fortæller:
- Jeg måtte ansætte et par folk mere, og vi lagde os i selen og sikrede, at de 150 brønddæksler honorerede alle krav og forventninger. Alt lykkedes, og siden har vi satset målrettet på at være en af landets bedste producenter af brønddæksler.
Flere millionordrer
J. E. Juncker producerer også andre ting. Kloakriste blandt andet til offentlige og private kunder. Hertil fortsat også forskellige andre ting af jern og metal, som kunderne efterspørger.
Men brønddækslerne er blevet firmaet særkende. Den første ordre fra M. T. Højgaard var på adskillige millioner kroner, og flere millionordrer fra andre kunder er siden tikket ind hos det gamle smede- og ingeniørfirma i Skibby.
- I dag tegner og udvikler vi vores brønddæksler i de mest moderne computerprogrammer med 3D og med simuleringer og beregninger, så dækslerne imødekommer ethvert af vores kunders ønsker.
Nøje beregninger
- Blandt andet skal et låg på et dæksel af arbejdsmiljøhensyn let kunne åbnes. Det vejer måske 500 kg, og med fjedre og nøje beregninger konstruerer vi det, så det kan løftes op, som vejede det bare 12 kg.
- Som den eneste danske producent med et primært fokus på brønddæksler er vi i dag blevet CE kvalitetssikret med en ISO 9001-certificering, beretter Søren Krag.
Af særlige opgaver har J. E. Juncher leveret brønddæksler til Københavns Lufthavn, hvor opgaven var at levere brønddæksler, der kunne modstå en vægt på op til 90 tons, så fly kan køre over dem.
Facebook i Irland
J. E. Juncker har også konstrueret og leveret 100 store brønddæksler til Facebooks datacenter i Irland, og senest er der kommet en ordre i hus mere, hvor J. E. Juncker nu skal levere 100 brønddæksler yderligere til en udvidelse af Facebooks datacenter i Odense. Nogle af de dæksler skal være otte gange fire meter store, og de kommer til at veje syv tons stykket.
På den måde er J. E. Juncker blevet leverandør af brønddæksler til Facebooks datacentre i Europa.
450 dæksler til Stockholm
En anden ny ordre er kommet fra Sverige, hvor man er i gang med et kæmpe stort anlægsarbejde i Stockholm. En vej skal, som projektets navn »Bypass« siger, føres rundt om den store by med verdens længste tunnel gennem flere bjerge. J. E. Juncker i Skibby skal levere brønddæksler til intet mindre 450 store kabelbrønde langs kørebanen.
Skibbyfirmaet producerer også små næsten kunstnerisk udformede dæksler til kabelbrønde i bymidter og kulturparker.
På den måde har J. E. Juncker det godt. 22 ansatte har deres job i firmaet på Hovedgaden i Skibby, og kursen er sat. Søren Krag, 42 år, tør ikke spå om hvor meget, men pilen peger opad, slår han fast.