For første gang får danske storkeunger GPS-sender på

For første gang nogensinde skal danske storkeunger spores med GPS, når de trækker sydpå til efteråret. Foreningen Storkene.dk og Statens Naturhistoriske Museum (SNM) har indgået et samarbejde om at give storkeunger fra tre forskellige reder GPS-sendere på.

En af de tre reder er naturligvis hos storkene Ida og Emil mellem Gundsølille og Østrup. Baggrunden for projektet er, at vi i Danmark ved meget lidt om, hvor storkene trækker hen om vinteren. Særligt gælder det ungfuglene, hvor meget få kommer tilbage.

- Det vil vi rigtig gerne vide mere om. Vi har i denne omgang haft råd til fire GPS-sendere, og de kommer på en unge i hver af de reder, vi tror, der kommer unger i. Vi håber også på at se unger i Ganløse hos Christian Friis Bach, men jeg tvivler på, at vi får en sender på eventuelle unger derfra i år, siger formand for storkene.dk, Jess Frederiksen.

Tysk storkeekspert

Det bliver storkeekspert, Hans Skov, der skal lede projektet i samarbejde med vicemuseumschef, Anders Tøttrup, fra ringmærkningscentralen under SNM.

Som faglig ekspertise har storkene.dk aftalt, at den tyske storkeekspert, Michael Kaatz, skal supportere påmontering og senere logning af GPS-senderne.

Michael Kaatz har opnået en doktorgrad i netop den hvide storks trækruter og har arbejdet med GPS-overvågning af tyske storke i mange år.

- En af årsagerne til, at vi nu kaster os ud i dette forholdsvis bekostelige projekt er, at vi ved meget lidt om de unge storke, fra de letter fra deres reder og flyver mod syd. Særligt storkene fra de jyske storkereder spiller os et puds, idet ikke en eneste af de ringmærkede ungstorke siden 2012 er blevet genmeldt. Hvor de opholder sig - eller rettere sagt, hvor de omkommer under trækket - er meget vigtigt for os at vide. Ved vi, hvad der dræber dem, og hvor det sker, kan vi muligvis gøre noget ved det, siger storkeekspert Hans Skov.

På sigt håber Jess Frederiksen på, at foreningen får økonomi til at sætte sendere på et helt kuld unger fra samme rede.

- Vi antager, at de flyver sammen og det samme sted hen, men vi ved det i virkeligheden ikke, siger han.

Halsbånd

En gps-sender til en stork vejer 43 gram og monteres som et halsbånd. Monteringen af halsbåndet sker nogle uger efter, at ungerne er blevet ringmærket. Det er ikke optimalt at forstyrre ungerne to gange, men hvis ikke ungfuglen er af en vis størrelse, så kan der opstå problemer.

- Monterer vi gps-senderen for løst, kan den falde af. Sætter vi den, så den passer, og fuglen så vokser yderligere, så vil den stramme og generer fuglen. Så vi skal gøre det ordentligt, siger Jess Frederiksen.

Det er forventningen, at der i løbet af påsken vil blive lagt æg i reden ved Gundsølille, noget som storkene.dk tjekker om er sket i midten af april.

Storkeungerne flyver typisk mod syd i løbet af august.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...