Sidste år blev der hentet 5.812 tons kompost fra landets genbrugsstationer og selvom tallet er højt, kan det meget vel blive slået i år, hvor mange danskere har fået grønne fingre og dyrker havearbejdet i højere grad, som følge af et coronanedlukket Danmark.
”Foråret er her endelig, og derfor uddeler vi igen gratis kompostmuld, så haveejerne kan få jord under neglene. I denne Coronatid er der stor interesse for havearbejdet, så vi er glade for at kunne hjælpe,” udtaler udviklingschef Yvonne Amskov fra Vestforbrænding i en pressemeddelelse.
Den gratis kompost kan afhentes på genbrugssattionen på Valhøjs Allé fra den 20 marts til 26. maj.
Hvis du kommer på besøg for at hente kompost, er det vigtigt at du selv medbringer en skovl, da alle skovle og koste er fjernet fra genbrugsstationen for at undgå smittespredning med Covid-19.
Borgernes eget affald
Komposten er lavet af alt det haveaffald, borgerne har afleveret på genbrugsstationen og i andre haveaffaldsordninger gennem det sidste års tid.
Den gratis kompost meget næringsrig og skal altid blandes med jord eller sand. For hvis man sår eller planter i den rene kompost, risikerer man at ødelægge planten og svide dens rødder.
”Ved at omsætte haveaffaldet til kompost genbruger vi ressourcerne og recirkulerer næringsstoffer til naturen. På den måde er vi med til at sikre en fornuftig udnyttelse af sparsomme råvarer, som for eksempel fosfor, der er en ressource, vi risikerer at få mangel på i fremtiden,” siger Yvonne Amskov fra Vestforbrænding.
Komposten er meget næringsrig og skal altid blandes med jord eller sand. Hvis du sår eller planter i den rene kompost, risikerer du at ødelægge planten og svide dens rødder. Foto: Presse
