Andreas Holm Jensen er en gammel kending i nordsjællandske fodbold. Han har årevis af erfaring fra FC Helsingørs optur til Superligaen, hvor han i landets bedste række også var anfører fra de lyseblå fra nord.
Nu er Andreas Holm Jensen anfører for Nykøbing FC, og han stod igen over for sin tidligere cheftræner Christian Lønstrup.
- Det er altid fint at stå overfor gamle kendte ansigter. Der er altid lidt ekstra på spil, når der er nogen, man gerne vil slå, og selvfølgelig vil jeg gerne slå Løns, siger Andreas Holm Jensen med et skævt smil.
De var anfører og træner i en svær periode i FC Helsingør, hvor holdet røg ud af Superligaen, og hvor holdet ikke klarede sig godt i 1. division. På spørgsmålet, om der er mest had eller kærlighed i luften, når de to mødes, var svaret fra Andreas Holm Jensen:
- Mig og Løns har en lang historie sammen, og jeg håber ikke, der er noget had der. Vi har det fint sammen.
Andreas Holm Jensen var helt klar i mælet om, hvorfor topholdet Nykøbing FC ikke hev alle tre point hjem.
- Vi er ikke skarpe nok opppe foran. Det er det, det handler om i dag, siger anføreren og uddyber:
- Vi er rigtig meget i possession og laver mange fine ting, men vi er ikke skarpe nok på den velkendte sidste tredjedel.
Han medgiver, at Hillerød havde en stor mulighed i 1. halvleg, hvor Johannes Houborg var helt fri.
- De har en, hvor vi lige får kokset nede bag i. Det er et fint og godt spillende hold, men de kommer ikke med mere, end vi havde regnet med, siger Andreas Holm Jensen, der er glad for at spille i klubben, der ligger en køretur på 168 kilometer fra den tidligere hjemmebane i Helsingør.
- Det er en rigtig stærk klub. Jeg er omgivet af gode folk og en solid base. Man fornemmer, at det er et samfund hernede, der står sammen om tingene. Det kommer man langt med, og det er fedt at være en del af, siger han.
Nykøbing FC er oprykningsfavoritter i 2. division, og de har lige nu ni point ned til HIK på andenpladsen og ikke mindre end 21 point til Hillerød på syvendepladsen.
- Vi fører nu, og det har vi gjort hele tiden, men derfor er der ikke noget, der er afgjort endnu. Men jo, vi går efter oprykningen, siger Andreas Holm Jensen.
