Måltidskasser letter hverdagen for trængte børnefamilier

Det tog lidt tid, men nu har Home-Start fået 10.000 kroner, der skal bruges til at dele måltidskasser ud til trængte og pressede småbørnsfamilier.

Ansøgningen skulle lige omkring en ændring af proceduren for akutte ansøgninger i Holbæk Kommunes paragraf 18-pulje.

De cirka 20 trængte småbørnsfamilier i Holbæk er dog ikke gået glip af hjælpen.

- Vores madleverandør SuRi sagde, vi bare skulle gå i gang, og vi har fået penge fra Lions i Holbæk, forklarer Stine Welent Andersen, koordinator i Home-Start Nordvestsjælland.

Derfor har børnefamilierne i nogle uger fået en uge-måltidskasse med fire færdigretter, brød og frugt fra SuRi og Frugtboden.

- Det er børnevenlig mad, og vi har valgt at forsøde ekstra med fredagsslik. Er der helt små børn, kalder vi det bare forældreslik, bemærker hun.

Home-Start søgte om penge 12. februar, da havde Kalundborg bevilget 10.000 kroner.

I Holbæk skulle ansøgningen formelt omkring paragraf 18-puljens forum, der bevilger penge.

Det dur ikke til akutansøgninger under en coronapandemi, konstaterede administrationen og foreslog, at man fik råderet over 200.000 kroner fra puljen.

I forvejen havde Kirkens Korshær fået akuthjælp på 90.000 kroner til varmestuen i Holbæk, som stod til at lukke uden indtægt fra den nedlukkede genbrugsbutik i Holbæk Mega Center.

På socialudvalgets møde i mandags sagde man ja til modellen, og Home-Start fik de ønskede 10.000 kroner.

- Det er en ekstra hjælp til småbørnsfamilier, som er økonomisk trængte eller udmattede og fladtrykte efter måneder med børnene hjemme, hjemmeundervisning, hjemmearbejde og generel usikkerhed, siger Stine Welent Andersen.

Også i en ikke-coronatid er der børnefamilier især enlige med flere børn, hvor overskuddet til en hverdag med børn, job og uddannelse kan dræne alle kræfter.

Home-Start er et tilbud om hjælp til at lade batterier op. Med nedlukningen blev de frivillige batteriopladere sat på standby for at undgå smitte i familierne og af de frivillige. Mange er pensionister i risikogrupper.

- Måltidskassen er en hjælp, fire dage om ugen skal de ikke tænke på aftensmad, den er leveret til døren af Sidesporet. Og vi er så småt ved at vende tilbage, i første omgang tilbyder vores frivillige at gå en tur med barnevogn, så forældre får tid til et bad eller sovet lidt, forklarer hun.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...