Roskildes nye parkeringshus ved Sortebrødre Plads har i vidt omfang stået tomt siden åbningen for et par år siden. Men nu bliver det i stigende grad fyldt op, efter at de hidtidige p-pladser i grundniveau er lukket, fordi der skal bygges på dette areal.
Før p-huset med 500 pladser blev opført, var der på de daværende p-områder i alt 440 pladser, så det samlede resultat er en forbedring, oplyser Teknisk Forvaltning i kommunen.
Parkeringshuset fik en skidt start, fordi der var en fejl-konstruktion, så det ved indkørslen var svært at få svinget bilerne op op på de andre dæk. Den skarpe kritik betød, at mange bilister undgik at køre ind og kun ville bruge de gamle båse udenfor.
Siden er indkørslen dog blevet forbedret, og samtidig har bilisterne nu lært, at man bare skal tage et ordentligt 'herresving' til venstre ud over de optrukne linjer for at ramme indkørslen til de andre etager rigtigt.
Større pladser
De gamle parkeringspladser var anlagt for mange år siden til Roskildes dengang største dagligvare-butik, Schou-Epa, der siden blev til Kvickly og nu Superbrugsen.
Men de var også små og smalle, bygget til datidens biler som Morris Marina eller lignende. Derfor fik mange kunder ofte buler, når de parkerede her, og de nye pladser inde i parkeringshuset er faktisk bredere end de hidtidige.
Ude på den nu afspærrede plads skal der faktisk være to forskellige bygge-projekter.
Nærmest Superbrugsen opføres bygninger til butik og andre erhvervs, mens der ned mod Dronning Margrethes Vej skal der være nye boliger.
Kommunen sælger nu disse arealer til investorer, der skal stå for disse byggerier. Indtægterne herfra forventes at blive større end de 90 mio. kroner, som det i sin tid kostede at opføre parkeringshuset.
tk