Da Basso betyder 'fra bunden', fortæller Jannie La Runa. Hun er pæredansk, men hendes mand Lino kommer fra Sicilien, og han bekræfter, at det er ganske rigtigt. Både betydningen, og at alt, hvad, de laver i Da Basso, er lavet fra bunden af.
I november knopskød Da Basso Salumeria på Lyngby Hovedgade med et pizzeria.
De to lokaliteter er forbundne med en gård i midten, hvor der er plads til omkring 20 spisende gæster. I den virkelige verden, som vi alle går og venter på kommer tilbage.
Lige nu er der naturligvis lukket for servering, men åbent for takeaway.
Jannie er den eneste, der arbejder i Da Basso, der ikke er italiener. Og til at lave pizzaerne har hun og hendes mand Lino hentet en kok fra Italien.
"Og alt er, som navnet siger, lavet fra bunden af. Vi skærer skinker og pølser ud selv, og osten, vi bruger, er ægte mozzarella. Vi importerer alle varer fra Italien og vil kun bruge de bedste råvarer, og derfor kan det godt være, at vores pizzaer er 10 kroner dyrere, end hvad man giver i et gennemsnitligt pizzeria. Men vi vil ikke gå på kompromis," siger Jannie La Runa og understreger, at der fx er noget mere smag i deres peperonipølser, end mange måske er vant til.
"Det, siger vi altid til børnene, så de ikke bliver forskrækkede, når de bestiller en pizza peperoni," siger hun.
Pizzaerne bliver bagt i en træfyret stenovn.
"Og det kræver en ganske særlig uddannelse, som vores kok har," siger hun.
En rutsjebanetur
Jannie opsagde for et års tid siden sit job som social- og sundhedsassistent og leder af en gruppe på et plejehjem i Gentofte Kommune for i stedet at kaste al sin energi ind i familieprojektet.
"Jeg sagde simpelthen op efter 25 år, for at jeg og Lino kunne gå sammen ind i projektet og dermed også se mere til hinanden. Han arbejder mindst 60 timer om ugen. Jeg tager mig af hygiejnen og ekspederer, men til at lave maden har vi udelukkende professionelle folk," siger Jannie La Runa.
Da Basso Pizza åbnede den 17. november. Og nåede derfor kun at have åbent for servering indendørs i tre uger, inden Danmark lukkede ned.
"Det har været en rutsjebanetur og et år med mange udfordringer, men sådan har det selvfølgelig været for mange," siger hun.
Da Basso Pizza har åbent for takeaway tirsdag-søndag fra kl. 16-20, og når restauranten igen åbner, så bliver åbningstiderne udvidet til kl. 11.30-20.30. Tirsdag-søndag.
