Boligpriserne er nu steget så meget, at man ikke kan købe en villa eller et rækkehus i Høje-Taastrup Kommune til under to millioner kroner.
Det tætteste, man kommer, er boligen på Vadsbyvej 15 nær Soderup i yderkanten af kommunen.
Den bolig har ejendomsmægleren Boligsælgeren til salg, hvor René Qvistgaard er indehaver.
- Her har man en bolig, der ligger i det yderste af byen. Og der skal gøre noget ved den. Det er lidt et håndværkertilbud. Der er egentlig gjort nogle gode tiltag til at starte med, og der er plads til at sætte sig eget præg, siger René Qvistgaard, der har sin forretning på Hovedgaden i Hedehusene.
Han fortæller, at boligmarkedet med de stigende priser og et rekordår i 2020 er i en tilstand, der minder om start 00'erne, hvor priserne også steg og steg, indtil finanskrisen kom.
- Det håber vi selvfølgelig ikke sker igen, understreger han.
Boligen på Vadsbyvej er 118 m2 og har fem værelser på en 700 m2 stor grund. Det er bygget i 1961 og har også et udhus og en garage, mens energimærket er F.
Boligen var solgt
René Qvistgaard fortæller lidt om, hvem sådan en bolig henvender sig til.
- Huset har faktisk været solgt en gang, men køber kunne ikke skaffe finansiering. Det henvender sig typisk til en håndværker eller andre, der har skruet hænderne rigtig fast. For de fleste, der køber sådan en bolig, ønsker at gøre selv. Og så er det en bolig for dem, der ønsker at have langt til naboerne og bo ud til åbne marker. Man skal nok ville ønske noget alternativt i forhold til de fleste andre, siger ejendomsmægleren.
Han fortæller også, at man også er afhængig af transport, da det er sjældent, der kommer en bus forbi, og der er et godt stykke til skole, institutioner og indkøb.
- De fleste af mine købere kommer fra København. De kigger først i Roskilde, men når de opdager, at det også er dyrt ender de i Hedehusene, hvor de kan bo bynært. En af de senere tendenser er, at det kan betale sig at købe noget gammelt, der ligger i byen, rive det ned og bygge nyt. Så hvis boligen på Vadsbyvej havde ligget i byen, så ville den være blevet solgt, siger René Qvistgaard, der før drev sin forretning som en del af kæden Boligmægleren, men pr. 1. januar har skiftet navn til boligsælgeren.
