Det er ikke tilfældigt, at der øverst på Pia Nyrings ønskeliste til fødselsdag og jul altid står joggingsæt. For noget af det bedste, hun ved efter en lang arbejdsdag, enten når hun kommer hjem fra et sent udvalgsmøde på rådhuset eller som rektor på Øregård Gymnasium, er at smide de høje hæle og iføre sig et joggingsæt og se en håndboldkamp i fjernsynet.
Men det er også det eneste tidspunkt, hvor hun sidder stille. Venner og familier kan berette, at Pia Nyring er en kvinde, der hver morgen vågner op til en stram plan.
Torsdag 11. februar fylder Pia Nyring 60 år. På denne dag vil hun højst sandsynligt modtage lykønskninger fra sine elever og medarbejdere på Øregård Gymnasium, der har haft hende som rektor siden 2001. Og fra borgmester Hans Toft, den konservative gruppe og resten af kommunalbestyrelsen, hvor hun har siddet siden 2005 og i dag er formand for Skoleudvalget samt medlem af Børneudvalget og Økonomiudvalget.
Men det vil være hendes tre døtre, otte børnebørn og ægtemand Allan, der får lov først at fejre hende. For Pia Nyrings 1. prioritet har altid været familien. Dernæst er der helt sikkert et hav af venner, som står i kø, for Pia er også en kvinde, der er god til at skabe nære relationer, og trods en travl kalender forbliver de nære. Men hvordan har hun tid til alt det?
Hemmeligheden er, at Pia er en kvinde, som har flere timer i døgnet end os andre, fortæller hendes gode veninde Anne Skytte til Villabyerne. Selvom karriereambitionerne er store, så flyder alt andet ikke væk.
"Det er nummer 1 prioritet for hende. Hun har altid overblik over, hvem hun skal hjælpe, og hvor hun skal slå til. I et hektisk arbejdsliv kan man måske glemme det nære, men det gør hun ikke. Hun er der altid for en og tilbyder al sin hjælp. Der er så meget energi i hende, og hun er virkelig effektiv. Det beundrer jeg meget ved hende," siger Anne Skytte, som mødte Pia Nyring i deres døtres vuggestue.
I 15 år har de to fejret nytår sammen. Og selvom Pia igennem årene er blevet en mere travl dame, er hun ikke blevet mindre festlig. Tværtimod går hun aldrig tidligt hjem fra en fest. Hun kan sagtens blive hængende til kl. 04 og stadig stå tidligt op for at arbejde.
Hun har altid en plan for dagen, fortæller Anne Skytte, der kan berette om ferier i familien Nyrings sommerhus i Spanien, hvor Pia når at løbe en tur, bade, købe ind til stort morgenbord og gøre klar, inden resten af huset er vågnet.
Jitterbug og rødvin
Gentofte-borger Kim Falsing mødte Pia Nyring og hendes mand Allan, da de efter at være flyttet til Gentofte i 1991, startede på danseskolen til jitterbug. De kendte ingen i kommunen, men på danseskolen fik de hurtigt nye venner, hvor det blev en tradition med rødvin og ost efter dans.
"Man bliver en del af familien, når man kender Pia og Allan rigtig godt. Hun er et sødt, kærligt og meget betænksomt menneske," siger han.
Det fik Kim Falsing især at mærke, da han i 2000 blev skilt og var alenefar til to små børn.
"Pia blev som en reservemor for mine to piger og tog sig meget kærligt af mig, da jeg var alene. Flere gange om ugen blev jeg inviteret på middag," fortæller Kim Falsing, som også har været på adskillige ferier med familien Nyring, hvor Pia var primus motor for at forberede og fryse retter ned til alle dagene.
"Det er typisk Pia. Hun har et arrangør-gen. Og så er der intet, der går hendes næse forbi. Hun har en klæbehjerne med mærkedage og fødselsdage. Og så er hun en dame med krudt i røven - 150 km/t hele tiden. Der skal ske noget. Vi har begge hus i Spanien, så vi skal nye vores otium sammen dernede, når vi når vores 3. alder. Jeg vil glæde mig til, at vi får lidt mere tid sammen," siger han.
På danseskolen mødte Pia og Allan også Peter Laursen, der har Holger Frederiksen på Ordrupvej. Han husker, hvordan de på et tidspunkt byttede partner til dans. Da han skulle lave et kast, blev Pia nærmest stående, fordi hun var vant til Allan, der kunne kaste hende rundt, uden at hun skulle gøre noget. Til gengæld blev Peter Laursens dansepartner smidt op under loftet.
Giver plads til hinanden
Det er ingen hemmelighed, at Pia Nyring er meget vild med sin mand. De to mødte hinanden i 1980 på en afbudsrejse til Mallorca. Og da Pia efterfølgende fik lejlighed i København, da hun skulle læse idræt og historie på Københavns Universitet, flyttede Allan med ind. Han uddannede sig inden for politiet og kom siden hen i antiterrorkorpset og var livvagt for kongehuset.
"Jeg var meget væk, og hun var meget alene med børnene. Men da hun ville ind i kommunalpolitik, var det min tur til at bakke hende op. Vi har altid været gode til at give plads til hinanden," siger Allan.
De to elsker at rejse sammen. I starten for få penge. En bustur til en campingplads til Italien i regnvejr. Med årene er de rejser blevet mere eksotiske, især har der været flere safariture til Afrika og Indien.
"Det er dejligt at være gift med Pia Nyring. Der sker noget hele tiden. Vi sidder ikke og kigger hinanden ind i øjnene. Vi har altid motioneret meget sammen. Og så er vi hinandens bedste venner. Vi har to forskellige jobs (Allan er politiinspektør, red.), men er begge ledere, så der er mange lighedspunkter. Og så er Pia virkelig god til at sætte i gang og selv være i gang," siger Allan, som i en periode havde længere tids afspadsering på grund af overarbejde.
Tiden blev dog brugt fornuftigt, da der lå en "never-ending-to-do-liste" på bordet til ham hver morgen, fortæller han og griner.
Mor med stort M
Pia Nyring er mor til tre døtre på hhv. 22, 30 og 35 år. Hun er ifølge sin mand en tigermor, der vil gøre alt for dem. Den mellemste, Isabel Nyring, bor stadig i Gentofte Kommune, og blev for tre måneder siden mor til sit andet barn, som Pia er flittig til at besøge flere gange om ugen.
Selvom Isabel har haft en travl mor, der har arbejdet til sent, har det altid været med et smil på læben. Det har aldrig fjernet fokus fra familien, hvor hun er mor med stort M, der har været med til alle håndboldkampe og gymnastikopvisninger.
"Jeg gik meget op i gymnastisk, og hun lagde alt til side for at gå med mig ned i hallen for at træne flere dage efter skole, og hvor vi blev ved, indtil jeg var tilfreds. Det gjorde hun uden at brokke sig, fordi jeg gik op i det. Sådan nogle situationer har der været mange af gennem årene," siger Isabel Nyring og tilføjer:
"Hun har altid været den største rollemodel for mig. Hun har lært mig, at man kan, hvad man vil, hvis man er villig til at arbejde for det. Hun er meget pligtopfyldende, struktureret og som person meget kærlig og omsorgsfuld. Og så er hun meget vellidt, når vi møder folk på gaden. Det gælder både elever og vælgere. Det er jeg meget stolt af".