FAKTA: ESA arbejder med at gøre Europa klogere på rummet

Den europæiske rumfartsorganisation - på engelsk European Space Agency (ESA) - har tirsdag holdt pressemøde i forbindelse med sin kampagne for at rekruttere nye astronauter.

Læs her mere om ESA, og hvad organisationen laver:

* ESA bliver etableret i 1975 i forbindelse med en sammenlægning mellem de to europæiske organisationer European Space Research Organisation (ESRO) og European Launch Development Organisation (ELDO).

* ESA's primære opgave er at udarbejde det europæiske rumfartsprogram og føre det ud i livet.

* Organisationen forsøger at finde ud af mere om Jorden, rummet omkring Jorden, solsystemet og universet. Den udvikler også satellitbaserede teknologier og tjenester og har til opgave at fremme europæiske virksomheder på området.

* ESA samarbejder tæt med rumfartsorganisationer uden for Europa for at kunne dele udbyttet fra rumforskningen.

* ESA's 22 medlemslande er Belgien, Danmark, Estland, Finland, Frankrig, Grækenland, Holland, Irland, Italien, Luxembourg, Norge, Polen, Portugal, Rumænien, Schweiz, Spanien, Sverige, Storbritannien, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn og Østrig.

Desuden har ESA samarbejdsaftaler med en række andre lande, som deltager i nogle projekter.

* ESA er en uafhængig organisation, der dog har tætte relationer til EU via en rammeaftale med EU-Kommissionen.

De to organisationer har en fælles europæisk rumfartsstrategi, og sammen udvikler de en europæisk rumfartspolitik.

* ESA har hovedsæde i Paris. Det er der, alle beslutninger om politikker og programmer træffes. Men ESA har centre rundt om i Europa med hver deres ansvarsområder.

* ESA beskæftiger omkring 2200 personer, der blandt andet tæller forskere, ingeniører og administrativt personale.

* I 2019 havde ESA et budget på 5,72 milliarder euro. Det svarer i dag til 43 milliarder kroner. Pengene stammer fra organisationens medlemslande.

Kilde: ESA.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...