Af Klaus Bondam, direktør
Cyklistforbundet
Da jeg var syv år, kørte en af mine storesøstre galt i sin bil. Hun var 18 år. Hun brækkede halsen og har siden været lam fra brystet og nedefter. En sådan begivenhed fæstner sig naturligvis stærkt i et barn. Min søster og ikke mindst hendes kørestol blev en fast del af min bevidsthed og er det stadig 50 år efter. Fra barnsben oplevede jeg de store kampe, min i øvrigt ressourcestærke mor måtte tage med socialforvaltningen i den mindre landkommune, hvor vi voksende op.
Jeg kan huske en episode, hvor kommunen skulle godkende den elevator, hun for egne penge havde fået monteret i vores stuehus på gården, så min søster kunne komme op på 1. sal. Damen fra kommunen mente, at det var farligt at have en fritstående elevator (dvs. uden vægge), når nu et barn som mig måske kunne finde på at stille mig ind under den i øvrigt meget langsomme og larmende elevator og blive klemt til plukfisk. Jeg husker, at min mor hev voldsomt fat i mig, skubbede mig frem foran sig imellem hende selv og damen fra kommunen, mens hun råbte til damen fra kommunen, om hun mon troede, at jeg var så dum, at jeg kunne finde på det? Min mor var desperat over, at hendes unge datter var kommet voldsomt til skade og nu ville være handicappet kørestolsbruger resten af sit liv. Desperat over at alt, hvad der havde med kommunen at gøre, udartede sig til opslidende kampe, kontrol, mistænkeliggørelse og et konstant forsøg fra kommunens side på at slippe billigst omkring, at der nu var endnu en »dyr borger«, som ikke blev en »god skatteyder«.
Store udfordringer
Siden dengang har jeg igen og igen oplevet min søsters - og mange andre handicappedes - store udfordringer med »systemet«. Og indimellem har det været sådan, ikke mindst i de 10 år, hvor jeg var folkevalgt i Københavns Kommune, at der var et emne, min søster og jeg ikke kunne tale om. Som politiker var det jo »mit« ansvar, men samtidig måtte jeg også erkende, at »systemet« for længst havde spillet fallit og alt for ofte på ingen måder formåede at levere den hjælp i livet, som en handicappet borger har brug for.
I efteråret blev jeg opmærksom på et borgerforslag om at flytte handicapområdet væk fra kommunerne. Bag borgerforslaget står bevægelsen #enmillionstemmer, der kæmper for retssikkerhed for mennesker med handicap og psykisk sårbarhed og deres pårørende i hele landet. Jeg skrev hurtigt under på borgerforslaget, og de fik samlet de 50.000 underskrifter, der skal til, for at Folketinget behandler det, hvad de gør om kort tid. Det interessante bliver at se, om der er en reel politisk vilje til, for det første at flytte al sagsbehandling og økonomien på handicapområdet væk fra kommunerne og over til regionerne eller staten. Og for det andet - og næsten mere væsentligt - om der er i vores velfærdssamfund er en reel vilje til at betale det, det koster at yde en handicappet borger den nødvendige hjælp.
I mine år i politik - og i øvrigt generelt som borger i Danmark - har jeg altid undret mig over, at vi som folk og nation har dette overdrevne fokus på det normale, det almindelige og det sammenlignelige. Det er godt, hvis vi alle sammen er lønmodtagere og spiser makrelmadder. Det er godt, hvis vi selv og vores børn er sunde og raske, at der er læger og sygeplejersker til at tage sig af os, når vi brækker en arm. Det er godt, at velfærdssamfundet har sørget for, at der er vuggestuer og børnehaver. Det er godt, at der er folkeskoler og ungdomsuddannelser, der gør børn og unge beredte til at blive gode skatteborgere med det rette samfundssind. Alt dette og mere til er vitterlig godt, selvom en vis ironi kan forekomme i ovenstående.
Kontrol og mistænkeliggørelse
Men hvis dit barn eller du selv er handicappet; enten fra fødslen eller på grund af en ulykke. Hvis du af den ene eller anden grund er psykisk sårbar. Hvis du er alt andet end normal (i »systemets« øjne), almindelig eller sammenlignelig. Hvis du har brug for samfundets hjælp; så er sandheden, at kommunen og »systemet« konstant udsætter dig for kontrol, mistænkeliggørelse og påfører dig og din familie en subtil skyld over, at du på den måde - på grund af din anormalitet, din ualmindelighed og din usammenlignelige situation - ligger samfundet til last.
I et samfund så rigt som det danske, hvor der både er råd til Arne-pension og milliardkompensation til minkavlerne, er det direkte pinligt, at der ikke er råd til at tage sig ordentligt af de svageste og allermest udsatte borgere; de handicappede og psykisk sårbare.
Jeg håber at de seneste måneders debat om dette - og Folketingets behandling af borgerforslaget - fører til et reelt paradigmeskifte, så respekten for den enkelte handicappede og psykisk sårbare borger kommer helt i fokus.
Det skønnes, at cirka 20 procent af befolkningen har et større eller mindre handicap og/eller er psykisk sårbare. De fleste har pårørende, der hver dag kæmper en kamp for, at deres børn, børnebørn, søskende, forældre, ægtefæller, venner og veninder kan få lov til at leve et værdigt liv på lige vilkår med alle andre. Det er godt mindst en million stemmer. Jeg håber, at politikerne i Folketinget husker dette, når borgerforslaget skal behandles. En million stemmer!
