Fodboldklubber holdt på pengene i januar-transfervindue

Coronapandemien lagde en markant dæmper på fodboldklubbernes forbrug i årets første transfervindue.

Coronapandemien lagde en markant dæmper på fodboldklubbernes forbrug i årets første transfervindue.

Fodboldklubberne verden over er fortsat ramt på pengepungen på grund af coronapandemien. Det kunne ses i januars transfervindue.

Det Internationale Fodboldforbund, Fifa, har således afsløret, at klubberne brugte markant færre penge i januar 2021 i forhold til januar 2020.

Sidste år blev der spenderet 1,16 milliarder dollar svarende til godt syv milliarder kroner. I år var det tal næsten halveret til 590 millioner dollar svarende til cirka 3,6 milliarder kroner.

Det er den laveste transferomsætning i et januar-transfervindue siden 2014, skriver AFP.

Amad Diallos skifte fra Atalanta til Manchester United var angiveligt det største i januar. Det indbragte italienerne i omegnen af 51,5 millioner dollar.

Det er imidlertid gået lige modsat på kvindesiden. Her steg forbruget fra 194.000 dollar til 310.000 dollar i januar-transfervinduet.

I midten af januar offentliggjorde Fifa tal for hele 2020, og her viste det sig, at klubberne havde brugt et beløb, der var 24,3 procent mindre end i 2019.

Tallet var således faldet fra 7,35 milliarder dollar til 5,63 milliarder dollar. Det var første gang i ti år, at tallet faldt i forhold til året før.

Klubberne har blandt andet kæmpet med manglende indtægter fra tilskuere, som på grund af coronarestriktioner har måttet blive hjemme på sofaen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...