Finanslov giver 17 mio. til cykelsti

Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten sikrer, at cykelstien mellem Ebbeløkke og Overby/Havnebyen bliver en realitet.

Siden de økonomiske rammer blev udstukket i finansloven, har partierne på Christiansborg forhandlet om, hvilke projekter der skulle have del i de 370 millioner, som blev afsat til cykelstier.

Over weekenden blev politikerne enige, og derfor er det en meget glad viceborgmester Thomas Nicolaisen fra Radikale Venstre, der på vegne af forligspartierne kan konstatere, at Odsherred er kommet med.

- Partier i Odsherred har siden finansloven vedtagelse i slutningen at 2020 arbejdet intenst i deres respektive baglande på, at netop denne cykelsti blev en realitet i prioriteringerne. Det er vi meget stolte af nu at kunne sige er lykkedes, siger Thomas Nicolaisen i den fælles pressemeddelelse fra partierne.

Projektet er en vital del af de tanker og etaper, der har været siden 2006 med at forbinde færge til færge (Rørvig-Hundested til Odden-Aarhus).

Projektet Ebbeløkke-Over-by/Havnebyen vil sikre stor trafiksikkerhed blandt bløde trafikanter på en rute, hvor det i dag er med livet som indsats, hvis man bevæger sig ud på den.

Trafiktællinger på strækningen fortæller, at det daglige normaltal på bilisme er mellem 5000 og 8000 bilister. 25 procent flere bilister i højtider og sommertid ud fra normaltallene.

På strækningen har der været en stigning i antallet af biler på hele 35 procent i den 10-årige periode fra 2008 til 2018.

- Odsherred Kommune kommer også selv til at sætte penge af de kommende år for at realisere hele projektet med en cykelsti langs Rute 21, fortæller Thomas Nicolai- sen til Nordvestnyt.

- Det koster cirka halvanden million kroner at lave en kilometer cykelsti. Noget mindre, hvis det kan laves som en 2-1-vej. Her tænker jeg på strækningen fra Lums­ås til Nykøbing, siger han.

Klima- og miljøudvalget prioriterede på sit seneste møde, at strækningen skal have 2. prioritet med i alt seks millioner over de næste to år.