Grafen over apotekernes salg af fortrydelsespiller i 2020 dykker og stiger med nedlukningen og genåbningen af samfundet.
Da danskerne begyndte at holde større social afstand, og nattelivet lukkede ned, fik det store sociale følger for menneskers mulighed for at mødes og se, hvor natten bragte dem hen.
Selv om Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm i et berømt citat om singlers mulighed for at fortsætte sexlivet udtalte:
Færre spontane intime relationer
»Sex er godt. Sex er sundt. Sundhedsstyrelsen går ind for sex. Vi er seksuelle væsener, og selvfølgelig skal man dyrke sex også som single i en tid med corona.«
Så kan nedgangen i spontane, intime kontakter tydeligt ses i statistikken over apotekernes salg af nødprævention - populært kaldet fortrydelsespiller.
Artiklen fortsætter efter grafen.
I april 2020 dykker salget til 7615 pakninger mod 9530 solgte pakninger i samme måned året før, og da sommeren kom og lod os springe ud som kåde føl, fik det også uønskede følger.
I juli toppede salget af fortrydelsespiller med 12.488 solgte pakninger mod 10.584 i juli 2019.
Det viser tal fra Dansk Lægemiddel Information og lægemiddelstatistikdata, der omtales i det kommende nummer af Danmarks Apotekerforenings magasin Farmaci.
Artiklen fortsætter efter faktaboksen
Derfor vælges fortrydelsespillen
Når unge bruger fortrydelsespiller, skyldes det ofte, at kondomet er gået i stykker eller slet ikke er kommet på. Men nødprævention bliver også brugt, når man har fået sprunget en p-pille over.
- Vi kan høre i vores rådgivning, at nødprævention bliver brugt af en ret bred gruppe fra de helt unge piger på 15-16 år, men også af kvinder først i 20'erne. De har en frygt for at blive gravide, og det får dem til at bruge nødprævention, når de pludselig måske i den første forelskelsesfase, hvor man har virkelig meget sex, ikke helt har fået styr på præventionen endnu, kondomet går i stykker eller glider af, eller de har måske glemt at tage p-pillerne med, siger Jeppe Hald, daglig leder af Sexlinien for Unge i Sex & Samfund.
Han understreger, at det er positivt, at den receptpligtige fortrydelsespille kom i brug på det danske marked i 1995. Siden 2001 har midlerne kunne købes i håndkøb.
- Der bliver givet omkring 110.000 doser årligt, og det er langt bedre end uønskede graviditeter og efterfølgende aborter. Men vi rådgiver de unge kvinder om muligheden for at få en mere stabil prævention, hvis de har svært ved at få taget p-piller. Det kan for eksempel være p-stav, p-ring eller spiral, siger Jeppe Hald og tilføjer:
- Men de unge vil faktisk gerne bruge kondom også for at beskytte sig mod seksuelt overførte sygdomme.
Ansvaret hviler stadig mest på kvinden
Der er også unge mænd, som fortæller, at de bekymrer sig om uønsket graviditet, når de søger rådgivning hos Sex & Samfund.
Men prævention er i 2021 stadig i høj grad et ansvar, der hviler på kvinderne.
- De unge kvinder er tit i et dobbeltpres, for drengene regner med, at de har styr på præventionen, og deres forældre ved måske ikke, at de har et aktivt sexliv, eller hvis de ved det, er det meget bekymrede for, at der skal komme en uønsket graviditet. Det handler jo fortsat om både om biologi og kønsroller, siger Jeppe Hald.
Ifølge Danmarks Apotekerforening, der har tal til og med oktober, er salget af fortrydelsespiller i den periode 5,7 procent højere end tallet for samme 10 måneder i 2019.


