Der er guf til flere sanser, når man træder indenfor i Sweet Home Donut i Helsingørsgade 22.
Her er lyserød den dominerende farve på væggene, og luften dufter af frisklavet kaffe og søde sager, der - kan man se - er pyntet fint efter alle kunstens regler.
"Jeg har altid haft et ønske om at have min egen lille, hyggelige café. Jeg syntes, at Hillerød havde behov for nogle hyggelige små steder, og så var der mangel på donuts i byen," siger Hülya Hasdemir, som står bag Sweet Home Donut.
Her sælger hun udover donuts et udvalg af hjemmelavede kager.
Æbletærte og cheesecake
"Jeg bager selv og pynter donuts hver dag fra morgenstunden. Det tager ikke så lang tid. Foreløbig klarer jeg det hele alene, men forhåbentlig skal jeg ansætte en medhjælper, når det hele ser lyst ud igen," siger Hülya Hasdemir.
Hun bager to-tre forskellige kager hver dag - for eksempel æbletærte og den daglige julecheesecake i december. Den har kirsebærgelé oven på og har hurtigt opbygget et stort publikum.
Hülya kan godt mærke, at flere har fået et blødt punkt for pyntede kager.
"Udover dem, der kommer ind og køber, er der virkelig mange, der stopper op udenfor og kigger på udstillingen i vinduet".
Bubble tea og lokal kaffe
Sweet Home Donut får sin kaffe fra et lokalt risteri i Nordsjælland og tilbyder blandt andet også veganske kaffevarianter og bubble tea.
Under coronarestriktioner må kunderne pænt gå igen med det samme, men efter corona er caféen tænkt som en hyggelig oase med små borde og stole, hvor man kan slå sig ned og nyde sin kage.