Et bredt flertal af partier er stærkt utilfredse med, at Danmark ikke når sine klimamål med regeringens nuværende indsats.
Det er reaktionen fra støttepartierne og blå partier efter en vurdering fra Klimarådet fredag. Det er meget alvorligt for både regeringen og for klimaet, lyder reaktionen.
- For vi står i en situation, hvor vi kun har få år til at bremse klimaforandringerne og nogle af de voldsomme konsekvenser, der følger med.
- Vi kan ikke tillade os over for kommende generationer at tage så løst på problemet, som Dan Jørgensen gør. Det er simpelthen for slapt, siger politisk ordfører Mai Villadsen (EL).
Klimaminister Dan Jørgensen (S) har med et stort flertal i Folketinget vedtaget et mål om 70 procent mindre udledning i 2030.
Ifølge Klimarådet, der er et rådgivende organ, er der brug for nye initiativer, hvis udledningen af drivhusgasser skal mindskes. Og det skal gå stærkt.
Regeringen skal hurtigst muligt lægge en klar strategi med tidsplaner og milepæle. Dan Jørgensen fremhæver dog, at man har nået en tredjedel af målet på blot halvandet år.
Alligevel er støttepartierne utilfredse, for de største og sværeste reduktioner venter forude.
- Alle grønne advarselslamper bør blinke i Klimaministeriet, efter at rapporten er landet. Det står nu sort på hvidt, at vi ikke når vores klimamål med den nuværende hastighed.
- Vi skubber for mange svære beslutninger ud i fremtiden, og det går ikke, hvis man vil være en ansvarlig og seriøs, grøn regering, siger klimaordfører Signe Munk (SF).
Ved en hasteforespørgselsdebat vil støttepartierne forsøge at samle et politisk flertal, der pålægger regeringen handlepligt på klimaområdet.
Den bakkes desuden op af Venstre og De Konservative.
Første skridt bør være at finde markante reduktioner på landbrugsområdet, stille CO2-krav til byggeriet og få lavet en tydelig strategi for CO2-fangst og lagring i Danmark, lyder det fra hende.
De Radikale er mere end skuffede ifølge tidligere klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen (R).
- Det er en dumpekarakter til regeringens klimapolitik, man er ikke nået langt nok. Det er et wakeupcall, det er ikke bare forslag, der kommer fra Klimarådet.
- Det er nødvendige tiltag, der skal til, for at vi kan nå det mål, som de politisk ikke har ønsket, siger han.
Han henviser dermed til, at Klimarådet anbefaler en afgift på udledning af drivhusgasser, og at Finansministeriet fremover indregner konsekvenserne for miljøet ved politiske forslag.
Desuden peger han på forhandlingerne om landbruget, hvor regeringen "har kørt bilen i grøften".
- Regeringen har ikke ønsket at bruge de tiltag, som Klimarådet siger, der skal til, for at vi når målet, siger han og erkender, at støttepartierne også er nødt til at gøre mere for at presse regeringen.
Alternativet og løsgængerne i partiet Frie Grønne er også skuffede.

Klimarådet anbefaler i en rapport fredag, at Danmark iværksætter nye tiltag for at nå klimamålene.
Bag anbefalingen står rådets otte menige medlemmer og formanden, der alle udpeges for en fireårig periode.
Klimarådet, som rådgiver om og vurderer den danske klimaindsats, indstiller selv kandidater til ledige poster i rådet. Herefter bliver de udpeget af den siddende minister på klima- og energiområdet.
Her er medlemmerne af rådet:
* Formand: Peter Møllgaard, dekan ved Maastricht University School of Business and Economics.
* Næstformand: Jette Bredahl Jacobsen, professor i miljø- og ressourceøkonomi ved Københavns Universitet.
* Næstformand: Jørgen Elmeskov, tidligere medlem af Klimakommissionen, tidligere rigsstatistiker og tidligere ledende medarbejder ved OECD.
* Rådsmedlem: Bente Halkier, professor i sociologi ved Københavns Universitet.
* Rådsmedlem: Per Heiselberg, professor på Institut for Byggeri, By og Miljø ved Aalborg Universitet.
* Rådsmedlem: Marie Trydeman Knudsen, seniorforsker i bæredygtighed af landbrugs- og fødevaresystemer ved Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet.
* Rådsmedlem: Katherine Richardson, professor i biologisk oceanografi og leder af Sustainability Science Centre ved Københavns Universitet.
* Rådsmedlem: Niels Buus Kristensen, forskningsleder ved Transportøkonomisk Institutt, Oslo.
* Rådsmedlem: Poul Erik Morthorst, professor emeritus i energiøkonomi ved DTU Wind Energy.
Kilde: Klimarådet.
Klimarådet har fredag udgivet en rapport, hvor det gør status over Danmarks nationale og globale klimaindsats.
I rapporten konkluderer rådet blandt andet, at der er brug for nye initiativer, hvis klimalovens 70-procentsmål i 2030 skal nås.
Læs mere om Klimarådet og dets opgaver her:
* Klimarådet blev nedsat af SR-regeringen i 2014/2015.
* Det består af otte menige medlemmer samt en formand, der alle udpeges for en fireårig periode.
* Klimarådet er et uafhængigt ekspertorgan, der rådgiver om, hvordan omstillingen til et klimaneutralt samfund kan ske på en omkostningseffektiv måde.
* Klimarådet skal årligt afgive anbefalinger til og gøre status for regeringens klimaindsats.
* Klimarådet har desuden til opgave at vurdere udviklingen i klimaindsatsen i forhold til Danmarks klimamål.
* Klimarådet rådgiver om, hvordan Danmark på den bedste og billigste måde gennemfører omstillingen til et klimaneutralt samfund i 2050.
* Rådet bidrager med faglige anbefalinger, der hviler på uafhængige analyser med udgangspunkt i det overordnede mål for 2050.
Klimarådets konkrete opgaver er beskrevet i klimaloven. Her står der, at rådet skal:
* Bistå klima-, energi- og forsyningsministeren ved fastsættelse af nationale klimamålsætninger.
* Årligt afgive anbefalinger til klima-, energi- og forsyningsministeren om klimaindsatsen, vurdere om regeringens klimaindsats anskueliggør, at de danske klimamål nås, og give status for Danmarks opfyldelse af internationale klimaforpligtelser.
* Kommentere den årlige klimastatus og -fremskrivning.
* Udarbejde et virkemiddelkatalog.
* Bidrage til den offentlige debat.
* Etablere et klimadialogforum, som skal bistå Klimarådet i deres arbejde.
Kilde: Klimarådet.